Regeringens klimamål er "ualmindeligt ambitiøse", og derfor går den i gang med at udarbejde en bindende klimalov i denne måned.
Sådan lyder det torsdag fra statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S), der under overskriften "En ny og mere retfærdig retning for Danmark" har fremlagt retningen for regeringens efterår.
- Vi vil reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030. Det er et ualmindeligt ambitiøst mål.
- Det første, vi går i gang med, er at indlede forhandlingerne om en klimalov, som vi har inviteret til samtaler om allerede her i august, siger Mette Frederiksen.
Efter valget lavede regeringen et forståelsespapir på 18 sider med støttepartierne, De Radikale, SF og Enhedslisten. Det blev underskrevet 26. juni efter flere dages intense møder og definerer rammerne for regeringens retning.
Se Mette Frederiksen fortælle om regeringens planer for efteråret herover.
Vil indkalde partierne bredt i Folketinget
Klimaloven er et af de emner, der fylder mest i papiret. Statsministeren understreger også, at man vil læne sig op ad det, når klimaloven skal på plads med de resterende partier.
Regeringen har dog ikke lagt sig fast på, om den selv kommer med et udspil eller tager udgangspunkt i forståelsespapiret.
- Vi vil indkalde partierne bredt i Folketinget for at få klimaloven bredt funderet. Vi har vores idéer som regering til, hvordan målsætningen skal indfris. Men det er også noget, som andre partier er meget optaget af. Så vi vil lytte til de andre partiers forslag, siger Mette Frederiksen.
Hun understreger, at regeringen endnu ikke ved, hvor pengene skal komme fra. Det vil den forhandle med de øvrige partier om i de kommende måneder.
/ritzau/