Mens regeringen erklærer Danmark i opsving, så er det ikke en oplevelse, der går igen i hele landet.
Flere dele af landet må se langt efter arbejdspladser og et af de områder, der har svært ved at genkende opsvingstonerne er Vest- og Sydsjælland. Ifølge Berlingske viser tal fra Danmarks Statistik, at der siden efteråret 2011 sammenlagt er forsvundet omkring 4.500 arbejdspladser fra Vest- og Sydsjælland.
Borgmester i Slagelse Kommune Sten Knuth (V) mener ikke, at hans del af landet bærer præg af ambitionen om at have et land med lige vækstmuligheder.
- Før i tiden kunne man, hvis bare man var arbejdsmand og havde lyst til at tage et arbejde, gå ned til produktionsvirksomheden på hjørnet og få et arbejde. Det gælder ikke i dag, siger han til DR Nyheder.
Virksomheder er lukket ned
De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsen i den private sektor er steget med 38.000 i perioden fra andet kvartal af 2013 til udgangen af sidste år.
Antallet af beskæftigede er desuden fortsat med at stige i de første måneder af 2015.
Ifølge Sten Knuth skal indbyggerne i Slagelse ikke desto mindre i dag kæmpe hårdere og være villige til længere transporttid, hvis de vil have et job.
- Vi har jo haft en masse produktionsvirksomheder, som er lukket ned og er flyttet væk til blandt andet udlandet – og måske også ind til København. Og det forsøger vi så i øjeblikket at komme efter, siger han.
Blandt de ønsker, han har til en håndsrækning fra staten, er en planlov, der fordrer vækst- og jobskabelse, samt opbakning til bedre infrastruktur som motorvej og bredbånd.
- Det er livsnødvendigt, hvis vi skal have et arbejdsmarked, der kan bevæge sig, og nogle virksomheder, som finder det interessant at ligge herude på vestkysten, siger Sten Knuth.
Ekspert: København kvæler udviklingen
Ifølge forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet Hans Thor Andersen er forklaringen på de forsvundne arbejdspladser, at København så at sige servicerer resten af Sjælland.
- Der er ligesom ikke plads til, at andre byer kan udvikle det samme dynamiske erhvervsliv. Så er det trods alt meget nemmere, når man er på den anden side af Storebælt, siger han og fortsætter:
- Aarhus kan slet ikke dominere Jylland, som København kan dominere Sjælland.
Mangler lokal forankring
Hans Thor Andersen vurderer, at det ville være at foretrække, hvis lokalt baseret erhverv kunne drive udviklingen på eksempelvis Sydvestsjælland.
Men den lokale forankring findes ikke i tilstrækkeligt omfang dag:
- Og det gør jo bare, at alle de specialfunktioner, der skaber et levedygtigt og bæredygtigt erhvervsliv, de er ikke til stede i Udkantssjælland, siger han til DR Nyheder.
Social sortering
Københavns dominans har sine konsekvenser. Når rejseafstanden fra hjemmet til en arbejdsplads hovedstaden bliver meget lang, så sker der nemlig ifølge Hans Thor Andersen en social sortering af borgere, så dem med god uddannelse og høj indkomst flytter til København.
Dem, der ikke kan betale de dyre udgifter til en bolig, siver så lige så stille ud til det, man ifølge forskningschefen kan kalde "funktionelle forstæder".
Hans Thor Andersen anbefaler derfor, at man forbedrer transportforholdene på Sjælland, herunder fra hovedstaden til Kalundborg, Vordingborg og Helsingør.
- Hvorfor skal det tage over halvanden time at komme til Kalundborg med tog, når der kun er 100 kilometer? Det virker da ikke særligt rimeligt i vor tid, siger han.