Det skal bedre kunne betale sig at arbejde og at arbejde mere for landets lavest lønnede.
Det mener de Radikale, der nu vil have omlagt statens tilskud til boligstøtte, daginstitutioner og lignende velfærdsydelser.
Ifølge De Radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, får de personer med de laveste indkomster, især enlige forsørgere, nemlig alt for lidt ud af stige i indtægt
- Når man ser rent økonomisk på det, så får man ikke så meget ud af at stige i løn eller af at søge arbejde overhovedet. Det er jo lidt ærgerligt, siger Sofie Carsten Nielsen til DR Nyheder.
Længere tid med tilskud
Årsagen til at især personer med en lav indkomst får meget lidt ud af at have mere at gøre med hver måned er, at de så får tilsvarende mindre i de såkaldte indkomstregulerede velfærdsydelser. Det er ydelser som for eksempel boligstøtte eller tilskud til daginstitutioner.
Det system vil de Radikale have lavet om så det bedre kan betale sig at tjene mere
- Vi vil gerne have en mere intelligent aftrapning af de her ydelser. I stedet for når man stiger i løn eller kommer ud på arbejdsmarkedet at have en brat afkortning af enten boligtilskud eller tilskud til daginstitutioner, så vil vi lægge den lidt fladere, så man trapper langsommere ned, siger Sofie Carsten Nielsen til DR Nyheder.
De skal altså kunne beholde pengene fra staten, selvom deres indkomst stiger. Og meget langsommere aftrappe støtten så de reelt får flere penge mellem hænderne, når de arbejder mere.
2-300 millioner i støtte til folk der tjener mere
Alt i alt regner de Radikale med, at deres forslag vil koste 200 til 300 millioner kroner til mere offentlig støtte og tilskud for at skabe incitament til at arbejde mere, for dem der har mindst at gøre godt med.
Og både SF og Socialdemokraterne er positive over for de Radikales forslag.
- Det er afgørende, at vi finder den rette balance, hvis vi vil kigge på det her. Men vi er også optaget af, at det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor synes jeg, det er en rigtig fin ting at diskutere, siger Maja Panduro, der er fungerende politisk ordfører for Socialdemokraterne.
Efterlysning
Har du, eller én du kender, taget et job, selvom at det rent økonomisk ikke kan betale sig. Eller kender du måske en, der har afvist at tage et job, fordi det ikke kunne betale sig. Så skriv til 1212@dr.dk. Vi takker for hjælpen.