Har du et billede af, hvordan fremtidens børnehave ser ud?
Så kan du lægge den i drømmekufferten - en online tænketank, som de Radikale lancerer fredag morgen.
Drømmekufferten skal være med til at udvikle fremtidens dagtilbud og forskere, pædagoger, forældre og bedsteforældre kan bidrage med ideer i form af billeder, siger de Radikales børneordfører, Lotte Rod.
Bryde med negativ social arv
- De kan lægge et billede af deres drømmested, drømmevoksen eller drømmeaktivitet på den nye online tænketank, så udvælger vi de bedste idéer og oversætter dem til politik, siger hun.
Det er ikke lykkedes at bryde den negative sociale arv. For eksempel trives en femtedel af børnene ifølge Lotte Rod ikke særlig godt i landets vuggestuer og børnehaver, og der er stor forskel på børnenes ordforråd, når de starter i skole.
Det skal drømmekufferten være med til at lave om.
Typisk radikalt
- Vi har et potentiale for både at bryde den negative sociale arv, men også at skabe nogle fede institutioner, hvor vi udfordrer alle børn, siger Lotte Rod.
Er det ikke typisk radikalt at tage en kuffert under armen og bede folk om at lægge deres drømme ned i dem?
- Jeg synes, det er dejligt, hvis du synes det. For det er meget bevidst, at jeg ikke bare spørger folk, hvordan vi gør børnehaverne på en anden måde, for så har du allerede set en børnehave inde i hovedet, og så tænker du ikke ud af boksen.
Kender redskaber
Professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen ser positivt på drømmekufferten.
- Jeg synes, det er en god idé at kalde alle gode kræfter frem og få nogle forslag fra børn personale, forældre og bedsteforældre, siger han.
Men hvis formålet er, at bryde den negative sociale arv, kunne regeringen med fordel kigge på noget af den forskning, der allerede ligger på bordet. For vi ved, hvad der skal til, siger Per Schultz Jørgensen.
- Det er blandt andet normering i forhold til de børnehaver, der har mange børn med problemer, det er også hjælp til, at personalet kan få hjælp til at få udviklet den nødvendige pædagogik og de nødvendige rammer, der skal til for at skabe et godt børneliv og så er det ressourcer til at inddrage forældrene, siger Per Schultz Jørgensen.