Torben skal nemmere kunne kalde sig Tina, mener De Radikale, der vil indføre kønsneutrale pas og cpr-numre.
Livet som transseksuel skal være lettere i Danmark. Derfor skal der ifølge et udspil fra regeringspartiet De Radikale indføres kønsneutrale pas og cpr-numre.
Samtidig skal mænd uden erklæringer fra Sexologisk Klinik eller andre myndigheder kunne tage et kvindenavn - og omvendt, mener partiet ifølge Politiken.
- Transpersoner føler ofte diskrimination, i forhold til hvordan de kan agere i samfundet. De bliver puttet ind i kasser, så enten er du mand, eller også er du kvinde, lyder forklaringen fra ligestillingsordfører Sofie Carsten Nielsen (R) til Politiken.
F og M - men hvorfor ikke bare X
- I dag kan man jo skifte køn (ved operation, red.) og så få et andet cpr-nummer. Men transpersoner, som ikke skifter køn, oplever det ofte som et problem, at deres cpr-nummer afslører deres biologiske køn, for det er ikke det køn, de føler sig som, tilføjer ordføreren.
I dag slutter mænds cpr-numre på et ulige nummer, mens kvinder har et lige nummer. Tilsvarende markeres det i danske pas med et M eller F, om indehaveren er mand eller kvinde.
Kun hvis du har været forbi Sexologisk Klinik og fået en diagnose, kan du få lov til at skrive X i dit pas, og ligeledes skal du have en erklæring på, at du er transseksuel, før du kan få lov at tage et fornavn fra det modsatte køn.
Og endelig skal der en kønsskifteoperation til for at få lov at ændre cpr-nummer.
Ideologisk forsøg på ophæve kønsbetegnelsen
Fra regeringspartneren Socialdemokraterne bakker ordfører på området Flemming Møller Mortensen op om at gøre reglerne mere fleksible for transpersoner - uden dog at støtte en generel kønsneutralisering af alle danske pas eller cpr-numre.
Fra Venstre ser politisk ordfører Ellen Trane Nørby til gengæld forslagene fra de radikale som "et ideologisk forsøg på ophæve kønsbetegnelsen i det danske samfund".
/ritzau/