R-leder Morten Østergaard får en del kritik for sin "rødbrunt kabinet"-bemærkning i Børsen i onsdags.
Østergaard rettede kritik af Socialdemokratiets økonomiske politik efter formand Mette Frederiksens (S) udmelding om, at S efter næste folketingsvalg går efter at danne regering alene uden andre partier.
- Sådan et rødbrunt kabinet, der med en socialdemokratisk regering med SF og Dansk Folkeparti som grundlag - skulle de være i stand til at øge muligheden for at investere i fællesskabet? Det har jeg svært ved at se, sagde Østergaard til avisen.
Forbindes med brunskjorter og nazister
Udtrykket "rødbrunt" forbindes med brunskjorterne og nazisterne, lyder kritikken, der blandt andet er kommet fra S, DF, V og SF samt diverse historikere og eksperter.
I Deadline på DR2 har Østergaard afvist, at det er en nazireference. Det samme svar har han givet til Berlingske og Kristeligt Dagblad.
- Det, der forener partierne, er noget meget venstreorienteret økonomisk politik og en højreorienteret udlændingepolitik. Det handler ikke om fortiden, det handler om fremtiden. Længere er den ikke, skriver Østergaard i en sms til de to medier.
/ritzau/