R-bagland presser Vestager i dagpengedebat

Dele af det radikale bagland modsætter sig regeringens linje og kræver, at genoptjeningsperiode til dagpenge halveres.

R-leder Margrethe Vestager presse nu af dele af sit bagland om dagpenge. (Foto: © Torkil Adsersen, Scanpix)

Nu stiger presset på De Radikales leder, Margrethe Vestager, i den højspændte dagpengedebat. Det skriver Politiken fredag.

En lang række storkredsformænd, lokalformænd og medlemmer af partiets hovedbestyrelse langer således ud efter regeringens linje og kræver, at genoptjeningsperioden til at få dagpenge skal forkortes fra 52 til 26 uger.

Det tiltag har længe været efterlyst af fagbevægelsen, a-kasserne og Enhedslisten. Og tidligere på ugen blev det også genstand for voldsom debat hos Socialdemokraterne.

Men radikale tillidsfolk støtter altså også idéen.

- Man har lov at tage fejl, men så må man også tage konsekvensen. Det er helt åbenlyst for alle, at tiltagene indtil nu ikke har været tilstrækkelige. Derfor skal der selvfølgelig gøres noget, siger medlem af hovedbestyrelsen Jeppe Trolle til Politiken og fastslår:

- Jeg mener, man bør forkorte genoptjeningsperioden, siger Jeppe Trolle og uddyber overfor DR Nyheder: http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:523b0477a11f9d0d2091ac2a

Store sociale konsekvenser

Holdningen er udbredt blandt de radikale hovedbestyrelsesmedlemmer, avisen har talt med.

De Radikale stemte i 2010 for den omstridte reform, som halverer dagpengeperioden til to år og fordobler genoptjeningskravet til 52 uger.

Dengang lød forventningen, at omkring 3.000 risikerede at miste dagpengeretten, men nu forventer a-kasserne, at det ender på 30.000 i 2013.

Storkredsformand fra Bornholm, Peter Lissau-Jensen, advarer mod de sociale konsekvenser af partitoppens stejle holdning:

- Forudsætningen for reformen var jo, at folk kom i arbejde, men det er jo ikke lykkedes. Ærlig talt, man kan jo ikke lade tusindvis af mennesker droppe ud af det system, så de skal klare sig selv uden hjælp, siger han.

Vestager: Ingen kommentarer

Margrethe Vestager selv vil ikke kommentere sagen over for Politiken. Men partiets politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, påpeger, at hovedbestyrelsen selv har vedtaget, at reformen ligger fast:

- Vi er fokuseret på tiltag, der hjælper de arbejdsløse tilbage på arbejdsmarkedet. Genoptjening vil først og fremmest tilgodese dem, der allerede har et arbejde.

/ritzau/