Marianne Jelved vil ikke stå fast på det ultimative krav om at blive statsminister, skriver Information.
Det Radikale Venstre vil heller ikke længere bruge vendingen "ultimative krav", men i stedet tale om "afgørende politiske indrømmelser" eller "uomgængelige krav" for at støtte eller indgå i en ny regering.
Det er essensen af et opsigtsvækkende strategiskift, som partiets hovedbestyrelse vil blive præsenteret for på et møde lørdag, bekræfter en række kilder.
Jelved vil ikke stå i vejen
Marianne Jelved vil fortsat være de radikales statsministerkandidat frem til næste valg.
Men kan en anden statsministerkandidat opfylde de politiske betingelser, vil Jelveds person ikke stå i vejen, når stemmerne er talt op.
- Så tager vi diskussionen derfra, siger den radikale kronprinsesse Margrethe Vestager.
Politisk indhold uforandret
Hun bekræfter, at ledelsen ikke længere vil tale om "ultimative" krav:
- Man skal være forsigtig med et sådant ord. Men det politiske indhold er uforandret. Det er det vigtige for os, siger hun.
R kan pege på Helle Thorning
Margrethe Vestager fastslår dog samtidig, at det er "100 procent udelukket", at Anders Fogh Rasmussen skulle kunne forvandle sig så meget, at de radikale kommer til at pege på ham som statsminister.
Strategiskiftet betyder, at en ny SR-regering under Helle Thorning-Schmidts ledelse ikke længere er en umulighed.
VKR-regering er mulig
Forudsætningen er dog, at Socialdemokraterne leverer de afgørende indrømmelser, så man kan enes om blandt andet udlændinge- og skattepolitikken.
At de radikale efter et valg er åbne over for at diskutere, om en statsminister kan hedde andet end Marianne Jelved, indebærer også, at muligheden for en VKR-regering under eksempelvis Lars Løkke Rasmussens ledelse kan komme i spil.