Protest mod tulipan-kampagne

Junibevægelsen protesterer over, at EU bruger 2,4 millioner kroner på en kampagne, der skal øge salget af tulipaner i Danmark, Sverige og Finland.

Hvem gavner det at bruge penge på en kampagne for tulipaner, spørger Junibevægelsen.

Junibevægelsen er utilfreds med, at EU-kommissionen har bevilget 2,4 millioner kroner til en kampagne, der skal øge salget af tulipaner i Danmark, Sverige og Finland.

- Det er absurd at lade EU betale en reklamekampagne for at købe tulipaner. Den slags må blomsterproducenter og butikker selv punge ud for, siger Hanne Dahl, der er Junibevægelsens medlem af EU-parlamentet.

Hun har nu spurgt EU-kommissionen, hvem det gavner, at bruge penge på kampagnen.

En tilsvarende kampagne er planlagt til næste år.

- Det illustrerer en enorm mangel på respekt for EU-borgernes penge, siger Hanne Dahl.