Professor: EU vil vise handlekraft med minitopmøde

Pludseligt minitopmøde om flygtninge i EU skal finde praktiske løsninger og sikre samarbejde, mener ekspert.

Professor og EU ekspert Marlene Wind mener, det store pres forud for vinteren får EU til at handle.

Det er ikke mere end en uge siden, at EU-landene sidst holdt topmøde om flygtningestrømmen til Europa, men nu indkaldes flere lande allerede til møde igen.

Denne gang er det et minitopmøde for de lande, der er særligt pressede af situationen. Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet og ekspert i EU, tror, at det pludselige møde er arrangeret i håb om, at EU kan udvise handlekraft.

- Siden sidste uges topmøde har situationen allerede ændret sig drastisk, da antallet er flygtninge er steget. Det er presserende, at der skal handles, og derfor tror jeg, at mødet er et forsøg på at vise handlekraft, siger Marlene Wind.

Marlene Wind peger på, at der i løbet af den sidste uge har været stort pres på flygtningeruterne, da vinteren står for døren. Det har betydet, at de hotspots, hvor flygtningene skal registreres, har været under ekstraordinært pres.

Det er blandt andet derfor kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har taget initiativ til det uofficielle møde, hvor det kun er landene på den såkaldte "Balkan-rute", der er inviteret, mener hun.

Tyskland, Østrig, Ungarn, Slovenien, Rumænien, Bulgarien og Grækenland skal sammen med ikke-medlemslandene Makedonien og Serbien diskutere, hvad de skal stille op med den aktuelle situation.

/ritzau/