Presseorganisation: Drop den nye offentlighedslov

En ny spiller melder sig i kampen mod offentlighedsloven. Stor demonstration onsdag.

Helle Thorning Schmidt (Foto: © Jens Nørgaard Larsen, Scanpix)

79.123 danskere har gjort det. Dansk Journalistforbund har gjort det. Flere jurister har gjort det. Og nu opfordrer den internationale pressefrihedsorganisation The International Press Institute også den danske regering, til at droppe dele af den nye offentlighedslov.

-The International Press Institute (IPI) opfordrer Danmarks statsminister til at trække to foranstaltninger, som kan begrænse vælgernes adgang til information om det lovforberedende arbejde, tilbage, skriver IPI på sin hjemmeside.

Loven har været stærkt omdiskuteret fordi to paragraffer i loven begrænser retten til aktindsigt i forhold til i dag, og i øjeblikket har godt 79.000 danskere skrevet under på en underskriftsindsamling, der opfordrer regeringen til at smide de to paragraffer ud af loven.

Hindrer journalisters arbejde

Ifølge IPI vil en vedtagelse af offentlighedsloven betyde, en alvorlig begrænsning i journalisters mulighed for at videreformidle oplysninger om, hvordan kommende love bliver til.

- Det vil forhindre journalister i at give vælgerne de oplysninger, de har brug for for at sikre, at lovgivning og regeringens politik er baseret på solid information og i at holde ministre, medlemmer af parlamentet og embedsmænd ansvarlige, skriver IPI-direktør Alison Bethel McKenzie i et brev til den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

IPI er ifølge sin egen hjemmeside verdens ældste pressefrihedsorganisation og har base i Wien.

Demonstration

Som følge af den store debat om offentlighedsloven er der i morgen onsdag indkaldt til demonstration mod offentlighedsloven på Christiansborg Slotsplads i København.

Onsdag morgen debatterer juraprofessor Eva Schmidt med journalist og cavlingprisvinder Lars Rugaard om offentlighedsloven i P1 morgen kl. 7.50.