Poul Nyrup advarer om Dong-salg: Folketinget må forhindre katastrofen

Handlen med Dong-aktier til Goldman Sachs sker på et dårligt tidspunkt og til en dårligpris, mener tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Poul Nyrup Rasmussen kalder salget af Dong-aktier til Goldman Sachs for en katastrofe. (© DR)

Den danske stat taber et tocifret milliardbeløb på at sælge en aktiepost i energiselskabet Dong til det amerikanske finansforetagende Goldman Sachs - endda til et datterselskab i skattelyet Luxembourg.

Det siger tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen til Politiken torsdag, kort før handlen i næste uge skal godkendes i Folketingets Finansudvalg.

Handlen, der giver Goldman Sachs 19 procent af aktierne i Dong, »sker på et dårligt tidspunkt til en alt for dårlig pris til et anløbent selskab, der får vetoret for alle strategiske beslutninger«, siger Nyrup i et interview med Politiken.

»Set fra Goldman Sachs er det en forrygende forretning. Set fra Danmark er det en bundskraber«, siger han.

Erstattes af bedre alternativer

Poul Nyrup Rasmussen mener, at Dong-handlen koster det danske samfund »mange, mange milliarder og bør erstattes af et bedre alternativ«.

I stedet kan staten få PensionDanmark, der forgæves bød på aktierne, ind og eventuelt finansiere en mellemfase med statslån.

»Det vil være fuldt lovligt at skifte spor. Goldman Sachs har selv accepteret, at handlen er betinget af en politisk godkendelse. Jeg håber, at Folketinget her fem minutter i 12 vil tænke sig om og forhindre katastrofen«, siger Nyrup Rasmussen til Politiken.

Også utilfredshed i Folketingsgruppen

Også langt ind i den socialdemokratiske folketingsgruppe er der dyb utilfredshed med handlen, erfarer Politiken.

På et gruppemøde i tirsdags tog Mogens Lykketoft ifølge en række kilder ordet og kritiserede blandt andet timingen i aktiesalget.

Aktstykket om Dong-handlen skal efter planen godkendes på torsdag 30. januar i Folketingets Finansudvalg.

Dansk Folkeparti, der er en del af energiforliget, skærper nu også tonen og slår fast, at de ikke kan stemme for.

Bjarne Corydon (S) ønsker ikke at stille op til interview og svare på Poul Nyrups kritik af Dong-salget.

Og heller ingen af de tre regeringspartiers finansordførere var onsdag til rådighed for spørgsmål.

I et skriftligt svar til Politiken siger Bjarne Corydon:

»I forbindelse med kapitaludvidelsen har vi naturligvis taget det bedste samlede bud. Og jeg kan ikke få øje på, hvad motivet skulle være for at vælge et dårligere bud. Jeg mener bestemt, at vilkårene er rimelige«.

/ritzau