Portræt af SF's kommende formand: Rengøringsdamens datter der kan begå sig på bonede gulve

SF’s kommende formand kommer fra et arbejderhjem, men er ikke klassisk socialist.

Pia Olsen Dyhr i festskrud i anledning af dronningens nytårstaffel på Amalienborg. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Pia Olsen Dyhr er af den slags folk, som politikere på tværs af Folketinget gerne hylder og vil have flere af.

Ikke for hendes politiske ståsted, men fordi hun er et klassisk eksempel på en mønsterbryder.

Arbejderhjem

Den 42-årige Pia Olsen Dyhr kommer fra et - med egne ord - socialklasse fem-hjem i Vallensbæk. Moderen gjorde rent på den lokale skole, og far var førtidspensionist med sukkersyge.

Det lå derfor ikke i kortene, at Pia Olsen Dyhr skulle blive universitetskandidat i statskundskab for slet ikke at tale om minister. Men det blev hun, både handels- og investeringsminister og senere transportminister.

Ord som pragmatisk, løsningsorienteret og frem for alt dygtig går igen, når politiske kendere beskriver Pia Olsen Dyhr.

Politisk definerer hun sig selv som rød liberal med en stærk grøn profil.

- Nej, jeg er ikke klassisk socialist, og ja, jeg er helt klart pragmatisk. Men det bliver man altså ikke mindre idealist af, har Pia Olsen Dyhr sagt til en portrætartikel om hende i Information.

Dygtig minister

Den pragmatiske tilgang til politik bor i Pia Olsen Dyhr, og måske derfor bliver hun fremhævet som den SF-minister, der har gjort det bedst i regeringen.

- Hun forstod, hvad opgaven var. Hun vidste godt, at når man sidder i regering, så er det hele Danmark, man skal skabe resultater for. Så kan man ikke sidde og sige, at man kun vil lave noget, der er rød-grønt, siger Troels Mylenberg, der er politisk iagttager og chefredaktør på Fyns Amts Avis.

Dygtig kommunikator

Han fremhæver især udmøntningen af Togfonden som en stor politisk sejr for hende.

Her lykkedes hun med at trænge igennem til medierne og gøre det til en SF-vindersag, og dem har der ellers ikke været mange af for SF.

- Hun var en af de få SF'ere, der slap af sted med primært at tale om politik. Hvor alle de andre SF'er rendte rundt og talte om SF og problemerne, så lykkedes det for Pia Olsen Dyhr at tale om, hvad hun gerne ville politisk.

Som handels- og investeringsminister gjorde Pia Olsen Dyhr ligeledes en god figur i et ministerium, der ellers ikke traditionelt ligger lige til højrebenet for en SF'er.

Men hun greb den politiske platform, hun fik foræret, og rejste verden rundt for at promovere dansk eksport. Hun opnåede endda respekt fra et ellers traditionelt SF-skeptisk erhvervsliv.

Tænker praktisk

Selv forklarer hun sin praktiske tilgang til politik som et resultat af hendes barndomshjem.

- Når man kommer som et arbejderhjem som mit, tænker man nok ikke så meget i teorier og fine akademiske termer. Man tænker praktisk, har Pia Olsen Dyhr sagt til Information.

I dag bor Pia Olsen Dyhr i Brønshøj med manden Villy Dyhr, der er forbundssekretær i HK. Sammen har de en datter, og familien består desuden af Villy Dyhrs to øvrige døtre.

Pia Olsen Dyhr holder af sit strikketøj og en omgang arbejde i haven, har hun fortalt.

Dyst mod Enhedslisten forude

Med SF ude af regering vil den kommende formand automatisk få en større politisk bane at spille på, og her har Pia Olsen Dyhr med sin politiske erfaring mulighed for at udkonkurrere venstrefløjens ukronede dronning, Johanne Schmidt-Nielsen.

- Pia Olsen Dyhr skal fortælle vælgerne, at hos SF kan du være tryg og få indflydelse, siger Troels Mylenberg.

- Hun skal signalere mere substans end Johanne Schmith-Nielsen og gøre Johanne til det, hun var inden hun blev så stor. Der var hun en meget ung og i nogles øjne meget naiv politiker.

Det er anden gang, at Pia Olsen Dyhr stiller op som formand for SF, for i 2005 tog hun også chancen. Her tabte hun formandskampen til Villy Søvndal.

Men nu ser vejen altså ud til at være banet for den røde liberal med den stærke grønne profil.