Talkrig. Denne særlige politiske disciplin hører naturligvis til i det store verbale slagsmål om finansloven, som i dag og i morgen udkæmpes i folketingssalen. Inden et stort og bredt flertal til sidst stemmer for næste års budget.
Og tal kan som bekendt udvælges, manipuleres og spinnes, så de passer bedst til at gavne afsenderen og skade modstanderen.
Derfor denne guide til nogle af de tal og påstande, som helt sikkert kommer til at fyge igennem folketingssalen.
Det offentlige forbrug
Den årlige stigning i det offentlige forbrug er det tal, der især bruges til at måle, om der er penge nok til velfærd.
Offentligt forbrug er den del af de samlede offentlige udgifter, som går til service til borgerne. Til ting som folkeskole, sygehuse, hjemmehjælp og daginstitutioner. I alt er der offentlige udgifter for cirka 1.100 mia. kr. om året, og i år ventes det offentlige forbrug at udgøre omkring halvdelen, nemlig knap 548 mia. kr.
Når politikerne diskuterer offentligt forbrug handler det som regel om, hvor meget det stiger fra år til år. Regeringen har en målsætning om, at udgifterne til offentligt forbrug højst må stige med 0,3 pct. om året.
Det er alt for lidt, mener både oppositionen og Dansk Folkeparti. Blandt andet fordi Finansministeriet har beregnet, at det offentlige forbrug i de kommende år skal stige med 0,7 pct. årligt, hvis der skal være penge nok, når der bliver flere ældre og flere børn. Altså under forudsætning af, at udgiften per borger ikke ændrer sig. Det er det, økonomerne kalder ”det demografiske træk”.
Finanslovsaftalen og velfærden
Hvor meget stiger det offentlige forbrug så til næste år med den finanslovsaftale, som regeringen har lavet med Dansk Folkeparti? Tjah, her er faktisk mulighed for at bruge forskellige tal.
Hvis man gør det op i kroner og ører, så vil der i 2019 være 12,7 mia. kr. mere til offentligt forbrug – og altså til velfærd - end i 2018. Det svarer til en stigning på 0,5 pct.
Det vil uden tvivl være de tal, som Dansk Folkeparti vil fremhæve. Især fordi regeringen lagde op til en stigning på 0,4 pct., da den fremlagde sit finanslovsudspil i slutningen af august. Procenten er altså steget efter, at finanslovsaftalen blev indgået i slutningen af november.
Men har Dansk Folkeparti så vredet flere penge til velfærd ud af regeringen? Ikke hvis man gør det op i kroner og ører. For så er der faktisk 1,3 mia. kr. mindre til velfærd, end regeringen regnede med i sit eget udspil fra august.
Og det er især det tal, som oppositionen vil kaste sig over i dagens debat.
En del af det minus opstår, fordi kommunerne til næste år budgetterer med at bruge færre penge, end de har aftalt med regeringen.
Resten – omkring 750 mio. kr. – skyldes regeringens finanslovsaftale med Dansk Folkeparti. Støttepartiet valgte at bruge en del af de penge, der var afsat til forhandling, til at sikre pensionisterne mere i folkepension. Den udgift regnes ikke som offentligt forbrug, og derfor er der færre penge til offentligt forbrug, end regeringen havde kalkuleret med.
Flere penge i folkepension er også velfærd, vil DF’erne siger. Men det er det bare ikke rent finanslovsteknisk.
Skøn, beregninger og forventninger
Færre penge til offentligt forbrug og alligevel en højere stigning i procent end ventet i august. Det hænger da ikke sammen.
Ikke umiddelbart. Men det skyldes, at kommunerne i år bruger færre penge, end regeringen regnede med i august. Helt præcis 1,5 mia. kr. mindre. Det betyder, at stigningen i det offentlige forbrug i december beregnes ud fra et lavere tal end i august. Derfor bliver stigningsprocenten nu lidt højere.
I det hele taget er det værd at huske på, at når det handler om nationaløkonomien, så bygger tallene i høj grad på skøn og forventninger. Og regeringens embedsmænd kommer hvert år med deres seneste skøn i maj, august og december. De endelige tal kan først gøres op, når nationalregnskabet for de enkelte år er klar.
Skattelettelser eller velfærd
Et andet begreb, der vil fylde i finanslovsdebatten er det økonomiske råderum. Det er en teknisk beregning af, hvor mange penge, der vil være i overskud i statskassen frem mod år 2025. En slags fremtidspenge, som Finansministeriet accepterer, at politikerne bruger nu.
Eksempelvis har De Konservative netop fremlagt et skatteudspil med skattelettelser for 26 mia. kr. Delvist betalt med penge fra råderummet.
Det vil givet også blive et stort tema i debatten, fordi Socialdemokratiet vil anklage regeringen som sådan for at pønse på skattelettelser til de rigeste på bekostning af velfærden, hvis blå blok vinder valget. Også selv om skatteudspillet er et konservativt sololøb. Og selv om regeringspartierne ikke anerkender den modsætning.
Se Christine Cordsen forklare, hvad det økonomiske råderum går ud på:
Budgetlov og udgiftslofter
Finansloven er den vigtigste lov, som skal fremsættes, så snart Folketinget åbner i oktober. Derfor har den altid lovbetegnelsen L1.
Men de seneste år er der kommet et par ekstra love til, som også har stor betydning for den offentlige økonomi. De har lovbetegnelserne L2 og L3 og udgør den såkaldte budgetlov.
Budgetloven blev aftalt af et bredt politisk flertal under den tidligere Thorning-regering. Den betyder, at Folketinget hvert år beslutter, hvor mange penge stat, kommuner og regioner årligt skal have fire år frem i tiden. Så i år fastlægger man udgiftslofterne frem til og med 2022.
Socialdemokratiet støtter princippet om budgetlov og udgiftslofter, men partiet er uenig med regeringen om det såkaldte omprioriteringsbidrag, som er afskaffet for regionerne, men stadig findes for kommunerne.
Omprioriteringsbidrag betyder, at regeringen hvert år skærer 0,5 mia. kr. af kommunernes bevillinger.
Derfor fremsætter Socialdemokratiet i år, sammen med SF, et ændringsforslag til budgetloven for at demonstrere den uenighed. Og for at drille Dansk Folkeparti, som ikke synes om budgetloven, men har været nødt til at acceptere den som en del af finanslovsaftalen.
Men når det kommer til den endelige afstemning om budgetloven, så stemmer også Socialdemokratiet for. Inklusive budgetlofterne med de manglende millioner til kommunerne.
Julefred – og valgkamp
Sådan er det også med finansloven. Når politikerne er færdige med at skændes om økonomi og sikkert også den udlændingeaftale, som er en del af finanslovsaftalen, så stemmer et meget stort flertal for ved den endelige afstemning. Kun Enhedslisten og Alternativet stemmer imod.
I dansk politik er finansloven blevet en lakmusprøve på, om partier er ansvarlige og regeringsduelige, og kravet er, at der trykkes på de grønne knapper til sidst. Fordi landet skal have en finanslov for at kunne fungere.
Så det gør de partier, der ser sig selv som mulige regeringspartier – med mindre de med et nej kan vælte regeringen.
Finansloven er nemlig den eneste lov, som en regering skal have vedtaget.
Selv om oppositionen denne gang ikke kan bruge finansloven til at vippe regeringen, så skal der nok være valgkamp i luften. For når politikerne vender tilbage efter julefred og ferie, så er det for alvor blevet valgår.