ANALYSE: Spirende optimisme afløst af dyb bekymring i Venstre

Sagen om statsministeren og storfiskeren kan smadre Lars Løkke Rasmussens kamp for at overvinde sin personlige troværdighedskrise.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og industrifisker John-Anker Hametner Larsen (th) ses her til det årlige torskegilde i Thyborøn. (Foto: © Johan gadegaard, Johan Gadegaard)

For bare et par måneder siden var fornemmelsen i Venstre, at Lars Løkke Rasmussens årelange personlige troværdighedskrise var ved at drive over. At han havde kæmpet sig igennem det og så småt var ved at genopbygge tillid hos vælgerne.

Samtidig var der udsigt til så meget harmoni på blåt hold, at det ville være muligt for regeringen endelig at få Dansk Folkeparti med på en skatteaftale af en størrelse, der kunne skabe fred på den front og gøre det muligt for regeringen at komme videre.

Nu er de spirende forårsfornemmelser afløst af dyb bekymring. Efter forhandlingssammenbruddet for et par uger siden er regeringssamarbejdet stadig præget af abespil, interne gnidninger og manglende tillid. Forholdet til Dansk Folkeparti er elendigt, og det gælder ikke kun i toppen. Flere ministre beretter om ordførere fra DF og Liberal Alliance, som dårligt kan være i samme lokale.

Politisk pikant

Og så er Løkke havnet i en potentielt sprængfarlig sag om sit forhold til storfiskeren John-Anker Hametner Larsen fra Thyborøn, som i 2014 forærede Venstres formand en uges ophold i et sommerhus i Skagen i 50 års fødselsdagsgave. En gave, som Lars Løkke Rasmussen først indløste i 2016, da han igen var blevet statsminister.

Gave og relation er politisk pikant, fordi Lars Løkke Rasmussen på et samråd i Folketinget sidste efterår nedtonede sit kendskab til Hametner Larsen, og fordi både oppositionen og støttepartiet Dansk Folkeparti mistænker Venstre for at have beskyttet de såkaldte kvotekonger, da et politisk flertal udenom regeringen sidste år gennemtvang strammere regler for storfiskernes adgang til kvoter og mere kontrol på området.

Senest har Ekstra Bladet fotodokumenteret, at statsministeren i marts sidste år deltog i en firmafest i John-Anker Hametner Larsens firma. En festdeltager har foreviget Løkke på dansegulvet med sin kone – og sendt billederne videre til Ekstra Bladet.

Al den gamle bagage

Altså en af den slags sager, hvor medierne dag for dag kan bringe historier, der rokker ved politikerens udtalelser. I dette tilfælde statsministerens udtalelser om sin relation til kvotekonger. Præcis sådan et forløb som politiske rådgivere frygter.

Alligevel er det ikke så meget selve sagen om storfiskeren, der er problemet for Lars Løkke Rasmussen og kilde til bekymring i hans parti. Det er mere al den gamle bagage, som sagen kan aktivere.

Når statsministeren tager imod et sommerhusophold, der angiveligt er omkring 10.000 kr. værd, så er det velegnet for politiske fjender til at minde danskerne om den sag, der i foråret 2014 var tæt på at koste Løkke formandsposten i Venstre. Nemlig sagen om Venstres indkøb af tøj til formanden for 150.000 kr.

Bliver Løkke slået tilbage til start

Og såmænd også oplagt, at mange selv kommer i tanke om det.

Det har vist sig meget, meget svært for Lars Løkke Rasmussen at genopbygge det, han tabte på tøjsagen. Både Venstre og Løkke personligt kæmper stadig med manglende opbakning fra vælgerne, mens næste valg rykker tættere og tættere på.

Nu er spørgsmålet så, om sagen om storfiskeren kan ende med at slå Løkke tilbage til start og ødelægge snart fire års hård kamp for at komme ud af troværdighedskrisen.

Svaret på det spørgsmål venter de spændt og bekymret på i Venstre. Og uden tvivl også i oppositionen.