Søren Gade (V) har i dag annonceret, at han stiller op til Europa-Parlamentet, når der til næste år er valg.
Dermed bliver der mere ro i Venstres hierarki, mener Christine Cordsen, DR’s politiske korrespondent.
- Mange i Venstre har drømt om, at han ville stille op til at blive formand for Venstre. Det er slut nu, og så er det mere entydigt, at det er Kristian Jensen, som står til at blive den næste formand efter Lars Løkke Rasmussen, siger hun.
Søren Gade har tidligere været forsvarsminister, men overlod posten til partifællen Gitte Lillelund Bech i 2010, hvor han trak sig tilbage fra politik.
I 2015 trådte han igen ind på den politiske scene og blev spidskandidat for Venstre i Nordjylland.
Det sikrede ham en plads i Folketinget, som han passer frem til valget til Europa-Parlamentet, der afholdes i juni 2019.
- Han har stået lidt isoleret, i og med at han ikke er blevet minister og har været ude med flere soloudmeldinger, fortæller Christine Cordsen.
Til gengæld har Søren Gade gode forudsætninger for at sikre sig en stol i Bruxelles.
- Venstre får en stemmesluger til Europa-Parlamentsvalget. I den situation, partiet står i, kan de godt bruge det, vurderer Christine Cordsen.
- Det er også et signal om, at Søren Gade har sikret sig en politisk platform, uanset hvordan det går Venstre ved næste valg, mener hun.
Næste folketingsvalg skal senest afholdes 17. juni næste år, mens EP-valget skal afholdes mellem den 23. og den 26. maj 2019.