Hvorfor er SF egentlig en del af "våbenbrødrene" på Christiansborg? Et af partierne der tager ansvar for og har indflydelse på forsvarspolitikken og forsvarsbudgettet?
Det er jo mildt sagt ikke en naturgiven ting, at partiet, der først for syv år siden fjernede ønsket om at afvikle NATO fra principprogrammet, og som lugter mere af fredspibe end af krudtslam, er med i det selskab.
"SF passer ikke ind"
Men under daværende forsvarsminister Søren Gade (V) blev folkesocialisterne i 2009 lukket ind i forligskredsen. Ikke alle synes, det var en vanvittig god ide. Undervejs nåede de Konservatives forsvarsordfører major Helge Adam Møller at udtrykke sin skepsis, da han sagde til Information, at SF ikke "har hjertet og følelserne med" og derfor ikke "passer ind" i kredsen af våbenbrødre.
Men SFs forsvarsordfører Holger K. Nielsen havde sat alt ind på at komme med. Han accepterede blandt andet forsvarets budget og et princip om, at der i fremtiden skulle indkøbes nye kampfly. Endnu et ryk for SF, der i de år arbejdede stenhårdt på at blive anerkendt som et parti, der faktisk er klar til at bære regeringsansvar. Og heri skal en del af forklaringen selvfølgelig findes.
Allerede ved det forudgående forsvarsudspil fra SF udtalte Holger K. Nielsen, at det var et skridt på vejen for partiet til at kunne gå i regering med Socialdemokraterne.
Langt fra regeringssamarbejde
I dag er SF sandsynligvis langt væk fra at komme i regering igen. Den oplevelse har S - for ikke at tale om de Radikale - ikke lyst til at gentage. Men SF-formand Pia Olsen Dyhr har fortsat en linje, der skal sikre, at SF en dag igen kan træde ind i et regeringssamarbejde.
Men hun må samtidig erkende, at partiet er presset i målingerne. Enhedslisten og Alternativet tager for sig af de røde vælgere, og det er svært at se for sig, at det er en sællert i den kamp, at være det parti, som har været med til at bruge 20-30 milliarder på nye kampfly.
SF vil holde igen
Så SF får brug for en forklaring, hvis partiet ender med at sige ja. Spørger man i dag Holger K. Nielsen, hvorfor partiet er en del af forsvarsforliget, siger han, at det handler om at sikre, at der ikke kommer flere penge til forsvaret. Derfor kræver han også, at antallet af kampfly, der skal købes, bliver færre end regeringens foreslåede 27 fly.
Men uanset om det lykkes - hvad de færreste tror på - så vil han stadig se ind i en fremtid, hvor forsvarets penge er båndlagt til den store investering i kampfly mange år frem. Og med et truende Rusland og et NATO, der presser på for at få forsvarsbudgetterne hævet, kan det ende med, at de seneste års besparelser på forsvaret bliver vendt til ekstra investeringer, i årene der kommer.
Vil SF træde ud?
Så spørgsmålet er, om SF vælger at trække stikket på deltagelsen i forsvarsforliget nu. Om det er bedre at vælge den lidt mere kortsigtede strategi, hvor partiet lukker en åben flanke mod venstre, selvom det på den lidt længere bane kan betyde, at Socialdemokraterne får endnu et argument for at sige nej tak til at tage SF med i regering.
Beslutningen er ikke truffet, men meget taler for, at det kan blive en nødvendighed. Lige nu forhandler SF videre og ser, hvor det hele ender. De holder alle muligheder åbne.
Boeing kan blive nyttige
Derfor kan partiet også blive afgørende vigtig for den amerikanske flygigant Boeing, der i øjeblikket forsøger at hvirvle støv op med anklager mod Forsvarsministeriet og regeringen for at have snydt på vægten i udvælgelsen af flytypen F35.
Indtil videre lytter SF til, hvad Boeing har at sige. Med interesse. Også det kan måske bruges politisk, hvis der bliver brug for en grund til at forlade forhandlingerne og dermed reelt forligskredsen.
Man skal ikke være en del af våbenbrødrene for enhver pris.