Der er ingen grund til at skrue op for dramaet. Det taler ligesom for sig selv, hvis man kigger på samrådsspørgsmålet til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalgs hastesamråd med minister Esben Lunde Larsen fredag morgen. Her står:
"Udvalget har bedt ministeren redegøre for, hvorfor han har talt usandt og tilbageholdt vigtige oplysninger for Folketinget i sagen om stramning af reglerne om kvoter, som i de seneste år er fordelt på få, større fiskeaktører."
Bum. Det er i kategorien: Er du holdt op med at slå din kone? Hvad tænkte du, da du tog af kassen? Hvorfor lyver og bedrager du Folketinget?
Usædvanlig sag
Den slags ser man trods alt ikke ofte - end ikke på Christiansborg, hvor politikerne får penge for at gå i kødet på hinanden. Men sagen er også ganske usædvanlig og den seneste udvikling i et tilsyneladende problematisk forhold mellem Folketingets fiskeriudvalg og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Det er Berlingske, der har leveret skytset mod ministeren. Avisen har afsløret at Landbrugs- og Fiskeristyrelsen havde 16 ideer til, hvordan man kunne dæmme op for de såkaldte "kvotekonger". Ideerne lå i et samlet katalog fra december 2015.
Hvorfor det er blevet et et problem, vender vi tilbage til.
Kvoteopkøb via stråmænd
Folketinget har haft øje på kvotekongerne i årevis. Ikke mindst efter at DR Undersøger i september 2015 satte spot på dem. Groft sagt handler problemet om, at store erhvervsfiskere opkøber fiskekvoter i stor stil. Ofte via stråmænd
Det presser priserne på kvoterne op og ødelægger mindre fiskeres muligheder for at leve af fiskeri. Og det satte politikerne sig så for at bekæmpe.
Men allerede da Esben Lunde Larsen (V) blev ny minister på området, efter at partifællen Eva Kjer Hansen var blevet væltet af de Konservative på grund af landbrugspakken, begyndte det åbenbart at gå galt.
Kuppede ministeren
Forligspartierne følte ikke, at arbejdet skred frem, eller at ministeren var specielt fremkommelig. Og det hele kulminerede i december sidste år, hvor Dansk Folkeparti nærmest kuppede ministeren ved at gå udenom den regering, de selv har sat på magten. Sammen med S, R og SF vedtog de - mens ministeren var på rejse - en ny indsats for at støtte de små kystfiskere i Danmark.
Meget af aftalen var i forvejen forhandlet med regeringen. Men nu var der sendt et klart signal om, hvem der bestemmer.
Beskyldningerne fyger
Dansk Folkeparti fornemmede ikke, at ministeren lærte noget ydmyghed af den sag. Tværtimod. Han blev i deres øjne bare mere stivnakket og uvillig til at samarbejde med forligskredsen. Siden er det føget frem og tilbage med direkte og indirekte beskyldninger.
Forligskredsen mener, at Esben Lunde Larsen direkte har modarbejdet det flertal, der nu var skabt udenom regeringen i kampen for de små kystfiskere.
Den mener, at han har forsøgt at kuppe de bedste dele af forslaget, så det så ud til at være hans fortjeneste udenom flertallet. Den mener, han har været uvillig, ikke stillet embedsapparatet til rådighed, og at han i det hele taget har bekæmpet dem.
Forsøgt at få flere ideer
Men det er her kataloget over de 16 forslag til at bekæmpe kvotekongerne kommer ind. For igen og igen føler oppositionen, at de har forsøgt at få ministeren til at komme op med ideer til netop det. Han er ifølge det oplyste kommet op med det ene forslag, at man kunne lade dem, der køber kvoter, skrive under på en tro- og loveerklæring om, at de ikke ville misbruge dem.
Dansk Folkepartis Ib Poulsen har direkte skrevet til ministeren - hvad man også kan læse i Berlingske - at flertallet ønskede sig, at han kom op med bedre ideer. Og at han skulle bede om hjælp i styrelsen. Men de 16 ideer til at bekæmpe problemet kom aldrig frem.
Intet bevis
Og nu beskylder Dansk Folkeparti og oppositionen til venstre for regeringen så ministeren for at tale usandt. For at lyve for Folketinget. Det er decideret ulovligt, hvis det er rigtigt.
Problemet for oppositionen er, at den ikke har et fældende bevis for så hårde beskyldninger. Den kan ikke vide, om ministeren faktisk har vidst, at der lå et katalog på 16 ideer i styrelsen.
Det lyder mere end almindelig mystisk, at idekataloget ikke er kommet frem til forligskredsen. Eller i det mindste til ministeren.
Men Lunde Larsen selv siger, at han ikke har erindring om, at han er blevet orienteret om kataloget. Hvilket ikke er det samme som at sige, at han ikke er blevet orienteret om det.
Alvorlig sag
Alt i alt ligner det en ganske alvorlig sag. Langt alvorligere end sagen mod transportminister Ole Birk Olesen (LA) og langt, langt alvorligere end sagen mod ældreminister Thyra Frank.
Men ironisk nok, kan det blive netop de to sager og det faktum, at ministeren ikke kommer fra Liberal Alliance, der kan blive Esben Lunde Larsens redning. Fornemmelsen er, at Dansk Folkepartis ledelse ikke har brug for mere ministerstorm lige nu. Og slet ikke mod en V-minister. Der har været ballade nok. Der skal lægges låg på.
Meget lidt tillid
Men der kan stadig være et krav om, at Lunde Larsen skal rettes af og lære at lytte til forligskredsen. Hvordan, Dansk Folkeparti vil opnå det, er for tidligt at sige noget om. Men tilliden til ham kan ligge på et meget lille sted.
Og hvis der skal være proportion, troværdighed, stringens og logik i Dansk Folkepartis måde at agere på, kan det blive svært at lave en blank frikendelse af Lunde Larsen, hvis hans forklaringer ikke er knivskarpe, når nu Ole Birk fik en næse så stor, at han skulle køre den hjem i trillebør.
Og uanset hvem der har sat gang i problemerne, kan der ikke være diskussion om, at det i sidste ende falder tilbage på ministeren at få samarbejdet med forligskredsen til at fungere.
Ligesom det falder tilbage på ministeren at tale sandt.