Før Lars Løkke Rasmussen generobrede nøglerne til Statsministeriet, erklærede han flere gange i interviews at han ikke ville være statsminister "for enhver pris". Da han var blevet statsminister igen, som leder af en historisk smal regering, erklærede han sig "ydmyg" over for opgaven med alle dens udfordringer.
Det er i dette spændingsfelt - mellem stolt principfasthed og realistisk ydmyghed - Lars Løkke Rasmussen har bevæget sig de seneste 4-5 døgn.
Han har gjort det med høj indsats, men statsministeren har ikke fået det, som han ville. Strategien slog fejl.
Konsekvenserne vender jeg tilbage til om et øjeblik. Først skal det konstateteres at Lars Løkke Rasmussen har måttet bøje sig for to ting: Pape og "Plejer" - altså det, der er normalen i dansk politik.
Klar linje fra K-formanden
Pape først.
Det kan selvsagt diskuteres om de konservative overreagerede over for Eva Kjer Hansen. Om de skulle have sovet på det (for ministeren) katastrofale samråd tirsdag, og så have designet en kæmpemæssig næse til hende. I stedet for et stykke med mistillid.
Men de konservative valgte anderledes, påvirket af længere tids frustration over manglende respekt fra ministeren specifikt - og andre i blå blok generelt. Og fra dét punkt i tid var der ingen vaklen hos den konservative leder, der ellers ikke har kunnet notere sig voldsom stor respekt i det hårde miljø på Christiansborg.
Pape havde styr på sin folketingsgruppe - så stor er den jo heller ikke. Der var ikke voldsom kritik fra baglandet Og hans kommunikation var stringent - ministeren skulle væk. Det er nærmest symbolsk at Pape nåede at gentage dette bare 30 minutter før ministeren meddelte sit farvel.
Plejer var pludselig død, eller væk
Og så Plejer.
Det er et centralt element i denne sag at Lars Løkke valgte at reagere markant anderledes end hans forgængere i Statsministeriet valgte at håndtere tilsvarende sager.
De har alle fulgt det normale mønster - når et folketingsflertal erklærer mistillid til en minister, så forsvinder ministeren. Enten af egen drift eller efter et diskret vink fra regeringschefen. Dét plejer at være den gældende fotolkning af ånden i den danske grundlov - om ikke Grundlovens bogstav.
Mistillid plejer at føre til ministerafgang. Men Løkkes reaktion på den konservative melding forleden var at sende sende Plejer på ufrivillig pension. Han gjorde spørgsmålet om én minister til spørgsmålet om hele regeringen - for at undgå at skabe præcedens, som han sagde. Hvad bliver det næste?, som han spurgte.
Men det næste blev at det gik som det plejer. Mistillid førte til ministerafgang.
Blå blok må begynde forfra - hvis den kan
På mandag får regeringen en ny minister - dén udnævnelse kommer samtidig til at udgøre en art Punkt Nul i den borgerlige blå blok. Det punkt, hvorfra man med Lars Løkke Rasmussen i spidsen skal påbegynde en genopbygning af det fireparti-samarbejde, der kom ud af folketingsvalget i juni 2015.
Det blå samarbejde byggede i første omgang på Lars Løkke Rasmussens forhandlinger som Kongelig Undersøger sidste sommer. Men det har været konfliktfyldt, særligt de seneste måneder. Tænk bare på DF og retsforbeholdet. Tænk på Liberal Alliance og deres trusler i forbindelse med skattepolitikken. Og så den konservative mistillid.
Frugtbare, meget frugtbare, møder
Nu siger Lars Løkke Rasmussen så at de sidste dages møder på Marienborg har været "meget frugtbare". Det er meget store ord - og de fleste vil nok se konkrete resultater, før de tror på Løkke.
På den anden side: Hvis Marienborg-seancerne ikke har været pænt frugtbare, så varer det ikke længe før der bliver blå ballade igen. For der er skabt præcedens for at Løkkes støttepartier godt kan kræve en af Løkkes ministre fyret. Det står tilbage.