Der er vel næppe noget som et godt gammeldags politisk slagsmål. Sådan en rigtig debat med saft og kraft, som viser, at vi på vores side mener noget, og dem på den anden side mener det modsatte, og dårskaben kender ingen grænser.
Præcist sådan et slagsmål har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu udset sig. Han har rullet ærmerne op og gjort banen klar, og det kunne egentlig være meget godt alt sammen.
Temaet er perfekt. Vores allesammens yndlingsemne: sundhedsvæsenet og velfærden.
Alle kender nogen, som kender nogen, der har ventet for længe i en telefonkø, som har fået en katastrofal fejlbehandling, som ikke fik sin genoptræning, blev indlagt på gangen, ikke blev diagnostiseret i tide, mødte en læge, der ikke kunne gennemskue det, de allesammen havde sagt i kantinen i måneder eller noget helt femte.
Uanset hvor mange positive historier, der er i det danske sundhedsvæsen, så vil der også altid være nogle steder, hvor det er gået galt. Og der findes næppe noget mere dansk og samlende at tale om end vejret (det elendige møg) og helbreddet (godt det ikke var mig). Så den folkelige deltagelse burde være til stede.
Læg dertil, at selvtilliden hos statsministeren er betydelig på sundhedsområdet. Han kan med en vis rette vedkende sig arv og gæld for det sundhedsvæsen, vi har i dag. Han har grundlæggende været drivkraften i at skabe det, og ingen betvivler hans enorme faglige og politiske indsigt i området.
Som en af regeringens kulissekarle skrev på et socialt medie, da regeringen med seks ministre fremlagde reformen onsdag formiddag, så ville han lige så gerne kæmpe mod den impossante Joachim B. Olsen i dødløft som debattere sundhed med Lars Løkke Rasmussen.
Imens gik ikke mindst Socialdemokratiets spinhær i gang med at skose regeringen i almindelighed og Lars Løkke Rasmussen i særdeleshed (Socialdemokratiet vil gene have valget til at handle om Løkkes lederskab - eller mangel på samme set med røde briller).
Sund fornuft i konflikt om sundhed
Kritikken hagler ned over regeringen fra venstrefløjen for at ville centralisere og lade eksperter styre sygehus- og sundhedsområdet. For at tænke i systemer og ikke i mennesker. For at lægge store planer frem i stedet for at løse jordnære problemer for patienterne. Og meget mere af den slags.
Det ryster givetvis ikke Lars Løkke Rasmussen. Det er helt som forventet. Og netop det at få sundhedsområdet, der grundlæggende er præget af stor konsensus på Christiansborg, til at blive et konfliktområde, kan der være sund fornuft i her kort før valget.
En konflikt om sundhed og sygehuse er som udgangspunkt ikke det ringeste grundlag for en valgkamp.
Men han har grundlæggende to udfordringer nu. For det første skal han vinde kampen om historiefortællingen om regeringens sundhedsreform.
Debatten er kommet til at handle for meget om strukturer og gold bureaukrati: Så tager vi regionerne frem, så tager vi regionerne tilbage, så tager vi regionerne frem og så ryster vi dem lidt. Og vupti. Regionerne er omdannet til sundhedsforvaltninger styret af udpegede embedsmænd. Og under dem 21 såkaldte sundhedsfælleskaber omkring de 21 akutsygehuse og over det hele et statsligt organ - Sundhedsvæsen Danmark - med sæde i Aarhus. En slags sygehusstyrelse, som skal sikre ensartethed i danskernes sygehusbehandling, sikre patientrettigheder, sørge for at alle køber det samme IT og får de samme rabatter på udstyr og den slags.
Debatten skal handle om danskerne
Nu skal Lars Løkke Rasmussen forsøge at dreje debatten over på patienterne. På danskerne. På dem vi allesammen kender, der har en eller anden historie om, at et af verdens bedste sundhedsvæsner alligevel svigter. Og det leder frem til hans anden udfordring:
For nej, der findes vel næppe noget bedre for en statsminister end et godt gammeldags politisk slagsmål. Det skal bare være de rigtige, man slås imod.
Løkke har brug for, at han ikke mødes med sine egne inde i ringen. Det går ikke. Han skal have ro på baglandet.
Måske derfor er der forberedt et par sidste godbidder til de dødsdømte regionsråd: Selvom de skal lukkes, et år før valgperioden udløber, så får de folkevalgte deres løn i hele perioden. Og de får tilmed det efterfølgende eftervederlag for at have været fritaget med løn et år før tid. Og de fem regionsformænd inviteres til at overtage ledelsen af de fem sundhedsforvaltnigner i den første periode.
Markant kritik fra baglandet
Men kritikken fra Venstres bagland har været markant. Og det er ikke kun fra regionernes folk. Hernings markante Venstre-borgmester, Lars Krarup, udtaler til Herning Folkeblad samme dag som reformen præsenteres, at han ikke håber, den bliver til noget.
Og tidligere forsvarsminister og stemmesluger - nu EP-kandidat - Søren Gade fra Holstebro angriber nok en gang regeringen og kalder det hos TV MidtVest for "en fejl" at nedlægge regionerne.
I Vestdanmark er der bekymring over at miste regionerne - som mere end 70 procent af de stemmeberettigede danskere stemte til i 2017. Borgmestre vil fremføre, at bestyrelser i sundhedsforvaltningerne måske nok kan drive tingene mere effektivt. Men de vil påpege, at det politiske led er der for at sætte foden ned, når et regneark har konkluderet, at det er en god ide at køre med fru Jensen fra den ene ende af landet til den anden for at få en behandling. Det går ikke politisk, vil de sige. Og samtidig vil de sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet vil gå en eneste krone til at investere vest for Aarhus.
Den kamp bliver fuldstændig afgørende for Lars Løkke Rasmussen. Historien om sundhedsreformen må ikke ende med at blive historien om en centraliseringsøvelse.
Og det bliver hårdt arbejde for Løkke at overbevise danskerne om, at hans anviste vej mod et bedre sundhedsvæsen er den rigtige, hvis hans egne bliver ved med at modarbejde ham.