Med mindre, der kommer folketingsvalg i utide, må man forvente at der er folketingsvalg igen i foråret 2019 - et stykke tid før valget til Europa-Parlamentet i juni 2019.
Altså om to år - det er ikke forfærdeligt længe, når man betænker, hvordan positionering og valgspekulationer før har lagt en dyne over dansk politik.
Og allerede den 21. november i år er der med sikkerhed valg, nemlig til kommuner og regioner.
Løkke-effekten
Begge valg spiller en rolle, når Venstre-folk diskuterer partiets situation - og når de diskuterer partiets formand, Danmarks statsminister.
Ingen mistænker Lars Løkke Rasmussen for ikke at gøre sit bedste, under vanskelige vilkår. Partiet har det svært og nogen skal have skylden. Men mange hæfter sig også ved de problemer, der knytter sig til partiformanden - først og fremmest hans udfordringer med at løfte både sin egen og partiets popularitet og tilslutning.
Meningsmålingerne er langt fra prangende, og så kigger man på manden med ansvaret.
Der lurer en frygt for en negativ Løkke-effekt, og frygten lurer i dele af Venstres bagland. En negativ effekt, måske allerede ved valgene til efteråret - eksperterne siger at landspolitiske strømninger slår halvt igennem ved lokale valg.
Var man i tvivl om, så kan man læse de udtalelser, DR Nyheder i dag kan videreformidle fra en række borgmestre.
Kritikkens mange sider
Det er ikke et stort antal, der har valgt at stå frem.
Kun Frederikssunds borgmester, John Schmidt Andersen, åbner for det topfølsomme spørgsmål om en udskiftning af partiformanden. Mange er tilfredse, mange er tavse. Men der er skepsis over for partiformanden i partiet Venstre - en skepsis, Løkke nødvendigvis må tage ned, for at bruge et af hans yndlingsudtryk.
Dét er i sig selv lidt af en udfordring, for Lars Løkke Rasmussen får skylden for mangfoldige ting på én og samme gang - anderledes kan det nok ikke være.
Der er hans egen manglende popularitet, vist i måling efter måling - Løkke slås stadig med eftervirkningerne efter den famøse tøjsag, der langtfra er glemt. Der er også en kritik for manglende synlighed - altid en lidt besynderlig kritik at rette mod landets ganske synlige statsminister, men ofte et dække for mere politisk kritik.
Røsten fra Herning
Der er evige spekulationer om person-modsætninger i partiets øverste lag - eksempelvis tolkes alle udtalelser fra Kristian Jensen ind i den kontekst; sådan har det været siden den dramatiske magtdeling i Odense i juni 2014.
Der er regeringens generelle efterslæb, hvad angår store politiske aftaler og reformer. Der er utilfredshed med konkrete politiske beslutninger, som uddannelsesloftet. Der er også folk, der synes, at Venstre går for langt i udlændingepolitikken.
Og så er der naturligvis sagaen om politiskolen, der som sideeffekt gjorde Herning-borgmester Lars Krarup så vred, at han tog bladet fra hele munden over for Fyens Stiftstidende. Resultatet blev en bredside med den lammende overskrift "Lige nu fejler vi i Venstre."
Og i løbet af kort tid lander måske en boligskatteaftale, der nok skal gøre Venstr-efolk sure et eller andet sted i landet - hér deler Løkke skæbne med de fleste andre partiformænd.
Læren fra Thorning... og Auken
Statsministerens problem er, hvordan han får vendt stemningen - omkring både partiet og sin person. Markante politiske resultater på Christiansborg kan være en del af medicinen, men Løkke kender så godt som nogen de kringlede parlamentariske forhold i det nuværende folketing.
Lars Løkke Rasmussen ved også bedre end de fleste, hvor dramatisk og omskiftelig det politiske liv kan være. Alligevel kan man måske få lidt ud af at studere to tidligere partiformænd, der har været ramt af intern kritik og krav om at overgive posten til andre kræfter. Helle Thorning-Schmidt og Svend Auken, begge socialdemokrater.
Helle Thorning-Schmidt var i modvind mange gange, men særligt slemt i foråret 2014, mens hun stadig var statsminister. Det forhindrede ikke kritiske partifæller i at kræve, at hun overlod posten til en anden, underforstået Mette Frederiksen.
Først efter et meget omtalt stormøde i Svendborg fik Thorning styr på sit parti, der mere eller mindre samlede sig bag hende frem mod valget et år senere. Samtidig fik Thorning bedre opbakning hos vælgerne, hvad valget i 2015 også afspejlede.
Derimod er der ingen trøst at hente for Lars Løkke Rasmussen i historien om Svend Auken, Socialdemokratiets formand fra 1987 til 1992. Auken blev udsat for det største kongemord i moderne politisk historie og endte med at blive afsat fra sin formandspost, der i stedet gik til Poul Nyrup Rasmussen.
Den første, der fremsatte det opsigtsvækkende synspunkt at Socialdemokratiet skulle have ny formand, var en sjællandsk borgmester, Valløs borgmester Linda Egaa.