Man skal være forsigtig med at tale dramaerne i politik op.
Ofte er det enten dramatisk nok i sig selv og eller også ser det langt mere dramatisk ud, end det i virkeligheden er.
Men uagtet at Venstres smalle et-partiregering de seneste dage endelig er begyndt at gøre æg igen, så kagles der heftigt i hønsegården på Christiansborg om udsigten til nogle af de mest dramatiske uger i dansk politik i mange år: Det store opgør om topskatten.
Tilbageblik på topskatten
Vi starter med et resume: Løkke vil gerne lette topskatten.
Men realpolitisk har han i årevis kunne se ind i en parlamentarisk virkelighed, der umuliggjorde store opgør med den af liberale så forhadte skat. Dansk Folkeparti har åbenlyst stået i vejen.
Derfor satte Løkke sig for at lette skatten andre steder, men han har givetvis haft forskellige ideer om, hvordan skattereformer kunne skrues sammen, så der alligevel også blev lettet i toppen.
For den realpolitiske lære af ti års samarbejde med Dansk Folkeparti har for Løkke været, at man kan gøre forretninger med dem.
De forstår – som man siger i den traditionelle opfattelse af politik – det parlamentariske spil.
Men Løkke forregnede sig omkring Liberal Alliance. Partiet med Anders Samuelsen i spidsen, fik forhandlet ind i regeringsgrundlaget, at den nye Venstre-regering havde en ambition om at lette topskatten med 5 procentpoint.
Da Løkke skulle indfri sit løfte, foreslog han at lette topskatten med 5 procentpoint – men kun for indkomster under en million.
Dermed var der tegnet op til et forhandlingsforløb, hvor man måske kunne lave forretninger med Dansk Folkeparti.
Men det hjalp ikke meget, når man ikke kunne gøre forretninger med Liberal Alliance.
Anders Samuelsen havde ikke – i den traditionelle opfattelse af politik – forstået det parlamentariske spil.
Hans krav var ultimativt. Og jo mere stålsat hans blik blev, des mere besværligt blev det for Dansk Folkeparti, at se sig selv i en aftale, hvor de skulle tage ansvar for en topskattelettelse.
Ikke mindst fordi Mette Frederiksen og Socialdemokratiet pressede hårdt på for at få Kristian Thulesen Dahl til at love, at han ville stå fast på sin politik om, at der ikke er råd til at lette topskatten.
Løkkes strategi har slået fejl
Der står sagen så stadig, og hvis ikke Løkke kommer med en løsning inden nytår, har Samuelsen bedyret, at han vil vælte regeringen.
Fornemmelsen af, at man kan se enden på Lars Løkke Rasmussens tid, vokser.
Hans strategi er slået fejl. Hans kunnen som dreven politiker slog ikke til, da den gamle politiske logik mødte den ”nye”, som Anders Samuelsen (og i nogen grad Uffe Elbæk) mener at stå for:
Den logik, hvor en forhandling ikke handler om at få det bedst mulige kompromis, men om at ”mene det man siger” og derfor ikke gå på kompromis med det. Løkke spillede skak, men det viste sig, at Samuelsen spillede kroket.
Men man skal ikke tro, at Løkke er færdig, før kampen er fløjtet af. Han er ikke – som ellers ofte påstået – en specielt dygtig strateg. Men han er en fremragende taktiker, når det gælder.
Spørgsmålet er, om Løkke kan sno sig en sidste gang. Christiansborgs rygtebørs – som altid minder om en myreture, der lige er blevet trådt i – er gået i rundhyl over udsigten til Løkkes politiske Houdini.
Der spekuleres heftigt på gangene blandt høj og lav, om muligheden for, at Løkke i den nærmeste fremtid skal lukke Liberal Alliance ind i regeringen. Og måske de Konservative.
Dermed ville ansvarets åg kunne holde Samuelsen på plads, og den ultrasmalle regering ville blive større og kun behøve at forhandle med et eller to partier udenfor på en række områder.
Umiddelbart lyder det lidt fantastisk – men i den nuværende situation, skal man passe på med at afvise noget som helst.
Husk bare hvordan Løkke kæmpede sig tilbage ved formandsopgøret i Venstre 3. juni 2014.
Men går Liberal Alliance med i regering i stedet for at få de topskattelettelser, Samuelsen nu har stirret på i halvandet år, har den traditionelle politiske tankegang sejret forsmædeligt over den nye.