Alvoren til trods, minder det hele lidt om en klassisk Monty Python sketch: Mand kommer ind ad døren på en "Argument Klinik", og beder om et skænderi. Da han endelig finder frem til kontoret, hvor han skal skændes med John Cleese, ender de i et mundhuggeri om, hvorvidt han overhovedet har fået et rigtigt skænderi for sine penge, når John Cleese ikke bruger argumenter men bare modsiger ham.
Sådan kan det meget vel også ende med regeringens stort anlagte ghettoplan: Lars Løkke kommer ind ad døren og forsøger at få et skænderi i gang - men grundlæggende er der ikke rigtig nogen, der er uenige med ham, så hvis der overhovedet bliver en debat, kan man diskutere, om den i virkeligheden handler om noget substantielt.
Nyt parlamentarisk land
Sagen er nemlig den for en regeringschef så nedslående, at de borgerliges enemærker på udlændingeområdet er blevet invaderet af Socialdemokratiet, der nærmest kun kritiserer regeringen for ikke at være stramme nok. Og det i et udspil der ellers har vakt opsigt for at gå ganske langt og udfordre knæsatte principper i det danske retssamfund og tage hårdt fat overfor særlige befolkningsgrupper.
Selvfølgelig er et bredt forlig på et markant politisk område ikke et dårligt resultat for regeringen. Men vi befinder os i øjeblikket i nyt parlamentarisk land, for regeringens ghettoudspil er første alvorlige test af det nye brede flertal indenfor udlændingepolitikken. Et flertal der noget uventet opstod, da Mette Frederiksen blev formand for det gamle arbejderparti og trak markant til højre på det område, som har splittet socialdemokrater i henved tre årtier.
Andre partier går med
Ingen kan forudse, hvad de endelige konsekvenser bliver af den nye socialdemokratiske position. Lige nu kan man observere, at det suger andre partier med. Selv de Radikale forsøger at vriste sig fri af sit image af at være indvandrervenligt.
Og da regeringen forleden holdt endnu et pressemøde om prisen for ikke-vestlig indvandring, som ville have udløst et ramaskrig for 10 år siden, meddelte SFs politisk ordfører Karsten Hønge, der ellers er kendt for at have sine røde meningers mod, at det havde han ingen holdning til.
Pres på de borgerlige
Faktum er at Socialdemokratiets manøvre presser de borgerlige. Og måske især Dansk Folkeparti, som udadtil (nærmest bogstaveligt) har omfavnet Mette Frederiksen.
Men de to partier kæmper en benhård kamp om de samme vælgere, og Dansk Folkeparti er i stigende grad presset til at melde hårdere og hårdere ud i udlændingepolitikken. Også med blik for, at Nye Borgelige forsøger at invadere DF-land med en ikke bare stram men nærmest uforsonlig udlændingepolitik.
Udfordret af enighed
Lars Løkke Rasmussen er ved at få sig et image af at være de store afgørende planers mand. Først skulle økonomien med den store 2025-plan fremtidssikres så langt finansministeriets øje kunne række. Nu skal selve danskheden reddes, inden det er for sent.
Men hvor den første plan var udfordret af, at der var for mange, der ikke var enige med ham, er ghettoplanen som valgtema nærmest udfordret af den politiske enighed. For hvilken substantiel politisk diskussion, kan Løkke få i en valgkamp mod Mette Frederiksen om den sag? Hun ser anderledes på kontanthjælpsloftet og noget finansiering, men hidtil har hun holdt sit manøvrerum åbent og er svær at angribe på det, og hun kan stadig nå også at lukke den flanke.
Må ikke være for let
Nu går forhandlingerne om det store ghettokompleks så i gang. Meget vil gå stille og roligt og kan vedtages uden de store forhandlinger. Men parterne har også en interesse i, at det ikke skal gå alt for let, og suppen er stor nok til, at der nok skulle kunne findes et hår eller to. Alle har behov for at vise sig frem i forløbet, og det kræver, at der er noget, man kan diskutere.
Socialdemokraterne mener, at regeringen skulle gøre mere for at få indvandrerkvinderne i fuldtidsbeskæftigelse. Dansk Folkeparti er nervøs for om problemerne bare flyttes andre steder hen. Finansieringen via lejrenes egen Landsbyggefonden burde kunne afføde en diskussion.
Frederiksen gik højre om Løkke
Men at det er nye tider kunne man observere i den forgangne uge i Folketingssalen, da statsministeren stillede op til spørgetime. Mette Frederiksen gik højre om Lars Løkke og konkluderede, at forskellen på dem er, at han ønsker at flygtninge skal blive i Danmark og hun vil have dem sendt til lejre i Afrika.
Løkke på den anden side beskyldte Mette Frederiksen for at leve i en fantasiverden, hvor flygtningeudfordringerne kan løses med fiktive teltlejre i lande, vi ikke har aftaler med.
Men i bund og grund er uenighederne udviskede i udlændingepolitikken. I sidste ende kan de så mundhugges om, hvem der er den bedste til at sætte i spidsen for butikken. Og det er præcist det, Mette Frederiksen gerne vil.