Politisk flertal kræver: Terror-redegørelse skal være klar om tre uger

Regeringen skal om senest tre uger komme med en redegørelse om terrorangrebet i København.

Terrorangrebet i København ramte blandt andet synagogen i Krystalgade, hvor vagten Dan Uzan blev dræbt og to betjente blev såret. (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

Et flertal udenom regeringen kræver nu, at der senest om tre uger skal ligge en redegørelse klar om terrorangrebet i København, der kostede to personer livet og sårede fem betjente.

Flertallet består af de fire partier i blå blok - Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance - samt SF. Det alternative flertal beder i en fælles beretning regeringen om at fremlægge redegørelsen om senest tre uger.

Der skal redegøres for en række konkrete hændelser og forløb, der relaterer sig til angrebet og gerningsmanden Omar Abdel Hamid El-Hussein, lyder det.

- Vi har brug for et samlet overblik over, hvorfor det gik så galt som det gik, siger Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.

- Vi står over for en trussel, der kalder på et samlet svar fra Danmark. Det er ikke kun politiet, Udenrigsministeriet og forsvaret. Det er også socialpolitik. Det er et samlet gensvar, og det kan man kun give, hvis man har et samlet overblik, og det har vi brug for at få hurtigst muligt, siger han.

SF: Vi kan ikke vide, om der er begået fejl

SF-formand Pia Olsen Dyhr mener, at regeringen har reageret fint på terrorangrebet i Paris i starten af januar.

Men der er efter angrebet i København behov for at få svar på, om dansk politi har den rigtige udrustning og træning, og om sikkerheden omkring danske jøder har været tilstrækkelig.

- Vi bliver nødt til at vide præcis, hvad der er sket i København den 14. og 15. februar, og så vil vi også gerne vide, hvor gerningsmanden har været undervejs i sit liv, så vi kan sætte ind de med rigtige instrumenter og ikke overreagere, siger Pia Olsen Dyhr.

Er der noget, der tyder på, at der er begået fejl nogen steder?

- Det kan vi jo ikke vide, før vi har en grundig evaluering. Jeg synes, politiet har gjort et godt stykke arbejde, men vi er også nødt til at få en saglig evaluering af de problemstillinger, der er kommet frem i pressen, så vi kan reagere på baggrund af reelle problemer og ikke kun dem, vi oplever i medierne, siger Pia Olsen Dyhr.

DF: Vi skal ikke vente på politiet

Flertallets deadline til regeringen på tre uger er nødvendig, så politikerne hurtigt kan sætte ind med eventuelle nye tiltag, lyder det fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Burde I ikke vente til politiets efterforskning er afsluttet, før I beder om en redegørelse?

- Nej. Der kan selvfølgelig være områder, hvor man stadig har efterforskning i gang, og det skal ikke forstyrres af, at noget skal leveres til Folketinget. Den efterforskning skal selvfølgelig fortsætte, siger Peter Skaarup.

- Det eneste, vi siger, er, at der er punkter, hvor det er vigtigt, at regeringen fortæller om sin viden, og det er det, man skal forholde sig til her, siger han.

Det skal der redegøres for

Helt konkret vil de borgerlige partier og SF have regeringen til at redegøre for følgende fire punkter:

  • Forløbet omkring angrebene på Krudttønden og den jødiske synagoge i København. Redegørelsen skal omfatte sikkerheden ved Krudttønden, samarbejdet med svensk politi om beskyttelsen af Muhammed-tegneren Lars Vilks og bevogtningen af synagogen i Krystalgade.

  • Myndighedernes viden om Omar Abdel El-Hussein. Hvad vidste de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen om Omar El-Husseins tiltagende radikalisering, og hvad gjorde man - hvis noget - for at dæmme op for den radikalisering?

  • Eventuelle ændringer af de danske myndigheders sikkerhedsforanstaltninger som følge af terrorangrebet i Paris i starten af januar.

  • Kriminalforsorgens generelle antiradikaliseringsindsats, herunder oplysninger om antallet af indsatte, der gennemgår særlige exitforløb.

S: Mangel på respekt for politiet

Det har ikke umiddelbart været muligt at få en kommentar fra justitsminister Mette Frederiksen (S), men Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, er forarget over udmeldingen fra blå blok og SF.

Hun kalder det ligefrem en "mistillidserklæring" til politiet.

- Det er fuldstændig mangel på respekt for politiets arbejde i en situation, hvor alle Folketingets partier i forvejen er helt enige om, at politiet skal have mulighed for at efterforske sagen færdig, siger Trine Bramsen.

Trine Bramsen understreger desuden, at regeringen allerede har lovet at komme med en evaluering af forløbet omkring terrorangrebet i København, når politiet har afsluttet sin efterforskning.

- I respekt for politiet og deres store arbejde bør vi give dem tid til at afslutte efterforskningen og derefter lave den evaluering, som ingen er uenige om skal lægge klar og som bliver offentlig tilgængelig, siger hun.