Politisk enighed om opførelse af to nye hjem for veteraner

Forsvarsforligskredsen har besluttet at opføre to nye veteranhjem, et i Aarhus og et i Varde

Som dr.dk. skrev sidste uge, skal der opføres to nye veteranhjem til danske soldater, der vender hjem fra missioner i udlandet. Et i Aarhus og ét i Varde.

Aftalen blev endeligt indgået af patierne bag forsvarsforliget ved et møde på Kastellet i dag. Der har i forsvarsforligskredsen været bred enighed om at gøre mere for veteranerne.

- Når vi sender folk ud i verden for at passe på os, så er det også vigtigt at vi passer godt på dem, der kommer hjem og har det svært. Det vi blandt andet vil gøre er at afsætte flere penge til vores mest udsatte veteraner, siger forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

De konservatives politiske ordfører, Lene Espersen, har talt med en række soldater, og hun glæder sig over aftalen:

- For vi får løst nogle af de problemer, vi havde med, at der ikke er nok steder, hvor soldaterne kunne komme og tale med andre, der også har været udsendt, siger hun til dr.dk.

Medaljer til alle udsendte soldater

Samtidig bliver alle soldater, der har været udsendt, tilbud fortjenstmedaljer. I dag bliver der kun givet medaljer til soldater udsendt efter 2009.

- Jeg har simpelthen fået så mange henvendelser fra soldater, der spørger, 'hvor man kan få sådan en medalje?', siger Lene Espersen.

Fremover bliver der desuden afsat midler til at finde andre job på kasserne til soldater, der ikke længere kan arbejde som soldater på grund af skader pådraget på missioner.

Som led i aftalen bliver der også afsat penge til en daglig leder på alle veteranhjem mod den frivilligordning, der findes i dag. Desuden er der i aftalen penge til forskning i, hvordan man laver bl.a. webbaseret psykologhjælp til soldater, der bor i hele landet, efter amerikansk model.

I alt bliver der tildelt 55 millioner kroner til at styrke indsatsen for veteraner. Forsvarsforligskredsen bag aftalen består af alle Folketingets partier undtaget Enhedslisten.