Politikere til 15.000 demonstranter: Bliv testet for corona

Politikere er bekymrede for smitterisiko, efter 15.000 mennesker søndag var samlet til Black Lives Matter-demonstration.

Black Lives Matter Demonstration i København søndag den 7. juni 2020. Demonstrationen forløb roligt, siger politiet. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)

15.000 tætsamlede mennesker og høje råb til en rolig Black Lives Matter-demonstration søndag eftermiddag bekymrer flere politikere på Christiansborg.

Derfor opfordrer flere partier samt regeringspartiets politiske ordfører nu til, at deltagere bliver testet for coronavirus.

- Hvis du er det mindste i tvivl, så lad dig teste. Og hold ekstra afstand de næste dage, siger Pernille Skipper, politisk ordfører i Enhedslisten.

Det er fuldt ud lovligt at demonstrere, og der er ingen retningslinjer for, at man skal testes for coronavirus efter deltagelse, men alligevel lyder samme opfordring fra regeringen.

- Der er ikke noget krav eller nogen lov om, at man skal. Men det er den ansvarlighed, man kan tage på sig, at man kan bruge den testkapacitet, der nu er på plads, og lade sig teste, siger politisk ordfører fra Socialdemokratiet Jesper Petersen til Ritzau.

Efterspørger retningslinjer

Demonstrationen i København forløb roligt og uden problemer, lød det fra politiet søndag eftermiddag. Mange demonstranter havde valgt at bære mundbind, hvilket også var opfordringen fra Black Lives Matter Danmark, der er arrangøreren bag demonstrationen.

"Følg sundhedsmyndighedernes opfordringer og undgå kram og bær mundbind," stod der.

Men Per Larsen, der er sundhedsordfører hos De Konservative, er meget bekymret for, at demonstrationen alligevel kan have været en kilde til smittespredning.

- Det bekymrer mig ret voldsomt. Vi synes ellers, vi har Covid-19 under kontrol, men specielt i hovedstadsområdet ved vi, at smittetrykket er det højeste i Danmark. Og når der så til sådan en demonstration er så mange sammen så tæt, så er det bekymrende, siger han.

Demonstrationer er undtaget forsamlingsforbuddet på de maks. 50 personer, og der findes ikke særligt udstedte retningslinjer for eksempelvis afstandskrav eller andet ved demonstrationer. Det efterspørger Per Larsen nu.

- Det er fint, man demonstrerer. Vi har ytringsfrihed. Men den her koncentration af 15.000, der i så lang tid er tæt sammen, der bør vi have nogle retningslinjer og afstandskrav. Vi ved, Covid-19 kan have fatale konsekvenser for folk, siger han.

Også på Twitter har debatten om smittespredning ved demonstrationen spredt sig.

Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl er utilfreds med demonstranternes opførsel. Han mener ikke, at der ikke tages hensyn til risikoen for smittespredning.

Vigtigt stadig at forsamle sig

Sikandar Siddique, der er tidligere folketingsmedlem for Alternativet og nu løsgænger, var selv til stede til gårsdagens demonstration.

Han mener, det er vigtigt at huske, at demonstrationen var lovlig, og at formålet er vigtigt.

- Jeg læner mig op af eksperter, der siger, smittetallet er så lavt, at der ikke er grund til at begrænse vores grundlæggende frihedsrettigheder.

- Vi har dagsordener, der er vigtige. For eksempel anti-racismedagsordenen. Det er forsvarligt, at vi forsamler os i solidaritet med de sorte borgere. Det var fantastisk at se så mange mennesker samle sig og sige nej til racisme og ja til sammenhold, siger han.

Han er enig i, at det er en god idé at blive testet efterfølgende.

- Det er fornuftigt at få tjekket sig selv. Det udelukker ikke det andet. Det er helt reelt at deltage i demonstrationen og få testet sig selv efterfølgende, siger han.

  • Black Lives Matter- demonstrationen i København den 7. juni foregik roligt og uden problemer. Mange demonstranter valgte at bære mundbind og hjemmelavede masker. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)
  • Black Lives Matter- demonstrationen i København den 7. juni foregik roligt og uden problemer. Mange demonstranter valgte at bære mundbind og hjemmelavede masker. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)
  • Black Lives Matter- demonstrationen i København den 7. juni foregik roligt og uden problemer. Mange demonstranter valgte at bære mundbind og hjemmelavede masker. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)
  • Black Lives Matter- demonstrationen i København den 7. juni foregik roligt og uden problemer. Mange demonstranter valgte at bære mundbind og hjemmelavede masker. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)
1 / 4

Ekspert: Kan være risiko for supersmittespredning

Det er dog ikke bare politikerne, der er nervøse over eventuelle konsekvenser ved de mange mennesker ved gårsdagens demonstration. Også eksperter har udvist bekymring over den store forsamling.

Thea Kølsen Fischer, der er forskningschef og speciallæge i samfundsmedicin på Nordsjællands Hospital, mener, en så stor demonstration kan være en risiko.

- Har man stået meget tætpakket, og har der været en superspreder til stede, så er der bestemt en risiko, siger Thea Kølsen Fischer.

- Vi ved fra events, hvor der kar været korsang og hestemesse i Herning, at der nok er forholdsvist få, der har været smittet, men som har forårsaget rigtig, rigtig mange menneskers smitte, siger hun.

Det vil derfor være "god stil", hvis deltagere med sårbare pårørende efterfølgende vil holde sig i selvvalgt karantæne i 14 dage, siger hun.

Har du været til demonstration og ønsker at blive testet, så kan der bestilles tid til test på www.coronaprover.dk. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver testet på dag fire og seks efter, at man har været udsat for smittefare.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra arrangørerne bag gårsdagens demonstration. De har ikke ønsket at stille op. DR Nyheder har spurgt Sundhedsministeriet, om de vil udsende retningslinjer til fremtidige demonstrationer. Ministeriet er endnu ikke vendt tilbage.

Opdatering kl. 14.59: Vi har i denne artikel tidligere skrevet, at regeringen opfordrer til at blive testet. Det er nu rettet til regeringens politiske ordfører, Jesper Petersen.