Politikere om DR-korrespondents arbejdsforbud i Ukraine: 'Der må være sket en fejl'

Politikerne på Christiansborg undrer sig højlydt over beslutningen fra Ukraines sikkerhedstjeneste.

Matilde Kimer har fået frataget sin akkreditering i Ukraine og beskyldes for at lave russisk propaganda. Udenrigsordfører vil have Ukraines ambassadør i Danmark aktiveret. (Foto: © Lau Svensson)

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er noget forundret over nyheden om, at DR's Ruslands- og Ukraine-korrespondent, Matilde Kimer, har fået frataget sin akkreditering i Ukraine, som betyder, hun ikke længere arbejde som journalist i Ukraine.

- Jeg har med stor interesse fulgt Kimers journalistiske dækning, og jeg blev noget forarget, da hun fik taget sin akkreditering til Rusland, og jeg er selvfølgelig lidt forundret over det her, siger han.

Matilde Kimer har ifølge ukrainerne bedrevet propaganda for Rusland.

En forklaring, som hun har svært ved at forstå, fortæller hun til DR.

Lars Løkke Rasmussen har været udenrigsminister i seks dage, og han fastslår, at hans ministerium kigger ind i sagen:

- Jeg ved, at huset har gjort alt, hvad det kunne, for at få det løst. Det gjaldt også min forgænger, som har bragt den her sag op på politisk niveau, fortæller han.

Matilde Kimer blev orienteret i august, hvor hun modtog en mail fra det ukrainske forsvarsministerium, der udsteder akkrediteringerne.

Der stod, at akkrediteringen blev annulleret, og at det skete efter ordre fra den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU, som hun først kunne få et møde med 8. december.

Det blev sat i stand med hjælp fra det danske Udenrigsministerium, og det foregik på sikkerhedstjenestens kontor i Kyiv.

Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, skal det understreges over for de ukrainske myndigheder, at vi betoner pressefrihed højt i Danmark.

- Det er utroligt vigtigt, at den frie presse kan virke og give os danskere et indtryk af, hvad der sker i den her krig, lyder det fra udenrigsministeren.

- Vi har en journalist her, hvis integritet ingen i dansk sammenhæng har stillet spørgsmålstegn ved.

Venstre vil tage det op i Udenrigspolitisk Nævn

Hos partiet Venstre er udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen også noget forbløffet.

- Det lyder helt skørt og absurd, at Matilde Kimer skulle være pro-russisk på nogen måde i sit arbejde som korrespondent i Ukraine, skriver han i et skriftligt svar.

Michael Aastrup Jensen er udenrigsordfører i Venstre. Han mener, der er sket en fejl. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Aastrup Jensen oplyser, at han vil tage det op over for udenrigsministerien på næste møde i Det Udenrigspolitisk Nævn, som finder sted på onsdag.

- For der må være sket en fejl i Ukraine, og den skal selvfølgelig løses, så Danmarks Radio fortsat kan sende de journalister, de ønsker, afsted til Ukraine, skriver han.

Konservatives Mette Abildgaard (K) er ligeledes uforstående over for situationen.

- Jeg var forbløffet, da hun fik frataget sin akkreditering i Rusland, og det virker paradoksalt, at hun nu har fået akkrediteringen frataget i Ukraine, siger hun og tilføjer:

- Jeg ærgrer mig over det, for hendes fortællinger er vigtige og har gjort en forskel for danskernes forståelse af krigen.

Abildgaard understreger dog, at hun godt forstå, at sikkerhedsstjenesten i Ukraine er forsigtige.

- Det er blodigt alvor for dem, og jeg kan godt forstå, de hellere vil udelukke én for meget end én for lidt – men det ændrer ikke på, at jeg ikke synes, det er i orden over for Matilde Kimer, siger hun.

Mette Abildgaard (K) glæder sig over, at Udenrigsministeriet er aktiveret og har reageret på nyheden. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Søren Søndergaard, som i øjeblikket er udenrigsordfører hos Enhedslisten, mens Trine Pertou Mach er fraværende, har også læst nyheden.

- Ukraine har jo en ekstrem høj kredit i den danske befolkning, og den skal de passe på, de ikke sætter over styr. Det vil være rigtig kedeligt, hvis der kommer sådan nogle sager. Men jeg håber, man kan får det ordnet hurtigt, siger han.

Han håber tilsvarende, at forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen også vil bede om, at sagen undersøges nærmere.

Den ukrainske ambassadør i Danmark bør reagere

Hos SF er meldingen fra udenrigsordfører Karsten Hønge, at det er helt håbløse påstande.

- Jeg følger også nyhederne, og jeg har på intet tidspunkt oplevet Kimer være enøjet til fordel for Rusland, siger han.

Det, som til gengæld overrasker ham, er reaktionen - eller manglen på samme - fra den ukrainske ambassadør i Danmark.

- Når han hører sådan nogle beskyldninger hjemmefra, skal han fungere som en form for kulturel tolk. Både så vi forstår, hvad der foregår i Ukraine, og så de i Ukraine forstår, hvad der foregår i Danmark, lyder det fra Karsten Hønge og forsætter:

- Han bør træde i karakter og fortælle sit styre hjemme i Ukraine, at han jo ikke kan have oplevet på noget tidspunkt, at Danmarks Radio skulle være propagandarør for Rusland.

Og ambassadøren bør også kende til sagen, understeger udenrigsordføren.

- Ellers giver det ikke mening, at han skal være ambassadør i Danmark. Han må forstå den danske kultur, og hvordan den danske journalistiske og politiske virkelighed er.

Hønge håber, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen vil tage kontakt til ambassadøren.

Ukraine er vores venner

Lars Løkke Rasmussen understreger, at forholdet til Ukraine er uændret på trods af sagen.

- Ukraine er vores venner, og dem skal vi hjælpe i krigen mod Rusland, siger han.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har i en videotale blandt andet efterspurgt Danmarks nye våbensystemer.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har før nyheden om Kimers tilbagetrukkede akkreditering slået fast, at han vil se på anmodningen om våben.

- Det er jo en balance mellem, hvad vi har, hvad vi skal bruge og et ønske om at støtte dem, der kæmper den her frihedskamp på vegne af os allesammen, siger forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen.

Og udenrigsministeren kommer ikke til at blande de to situationer sammen i sit arbejde med Ukraine.

- Vi skal ikke bringe os ud i en situation, hvor vi begynder at veksle en journalist for våbensystemer, siger han.

Han understreger, han vil vil tale med sin kollega på udenrigsministerposten i Ukraine i den "allernærmeste fremtid".

DR har forsøgt at få en reaktion hos Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti dog uden held.