Politikere modsiger minister: Faldefærdige rønner skal rives ned på statens regning

Politikere hos V og S vil bevare støtteordning, der giver tilskud til nedrivning af huse.

Langeland er den kommune, som har flest nedrivningsklare huse. En ny rapport fra KORA viser, at hver fjerde hus på øen står tomt. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Der skal fortsat være penge til nedrivning af gamle huse, som står faldefærdige og forladte hen.

Sådan lyder det fra Venstres medlem af Udvalget for Landdistrikter og Øer, Erling Bonnesen.

Han reagerer på, at transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) grundlæggende mener, at det er en kommunal opgave, som skal varetages og finansieres kommunalt.

Ifølge Erling Bonnesen har den statslige pulje til nedrivning af husene gjort en forskel, siden den blev indført for nogle år siden.

- Puljen har været med til at sparke gang i udviklingen og få fjernet nogle af de her gamle kasser, siger han.

Fortsat brug for pulje

I en ny rapport fra KORA - Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning - konkluderes det, at der på 15 år er kommet 50 procent flere tomme huse i landdistrikterne.

I alt er der mellem 10.000 og 22.000 nedrivningsklare huse i Danmark, og i nogle sogne står hvert fjerde hus tomt, skønner KORA i rapporten.

Derfor skal nedrivningspuljen forlænges - også efter 2019, lyder det fra Venstre-politikeren.

- Man er ikke i mål, så der er mere at gøre. Jeg vil da kæmpe for, at vi fortsat kan have puljen, siger Erling Bonnesen, som vil tage ønsket om at forlænge nedrivningspuljen med til finanslovsforhandlingerne til efteråret.

Minister kaldt i samråd

Der er afsat 54,7 millioner til opgaven i 2017, men om der fremover skal være statslige penge til de faldefærdige rønner, har transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) ikke taget stilling til. Til P4 skriver han:

- Kommunerne har selv ansvaret for at udvikle og vedligeholde de byer, som de prioriterer lokalt, ligesom private ejere også selv har ansvar for at vedligeholde deres bolig.

Men den holdning er dybt bekymrende, mener landdistriktsordfører Magnus Heunicke (S):

- Det er en politisk holdning, der er så langt fra virkeligheden. Jeg nægter at tro, at Liberal Alliances minister har et flertal i Folketinget på den holdning, siger han.

Socialdemokratiet vil derfor forsøge at samle flertal uden om regeringen, så kassen med nedrivningsmidler ikke smækkes i efter 2019.

- Det er gift, når der er faldefærdige rønner med rådne vinduer og hul i taget, og det gør det helt umuligt at tiltrække og fastholde indbyggere og få liv i vores landområder, siger Magnus Heunicke, som også har kaldt ministeren i samråd.