Kunder i Jyske Bank vil fremover ikke længere have et VisaDankort i deres pung. Når deres kort en dag udløber, kan de til gengæld vælge at have et Visakort, et Dankort eller begge dele. Banken meddelte nemlig i går, at den splitter VisaDankortet op i to.
Det skal give kunderne et frit valg, lyder argumentet. Men det er nærmere et maskeret angreb på Dankortet, lyder kritikken fra både Forbrugerrådet Tænk og Dansk Erhverv.
Den danske regulering gør nemlig Dankortet til det billigste betalingskort herhjemme. Og hvis kunderne ikke vil slæbe rundt på to kort, frygter kritikerne, at de vælger Visakortet, som også virker i udlandet.
- Det vil nok være en svækkelse af Dankortet, og jeg er ikke begejstret for det, for vi ønsker jo fortsat, at Dankortet skal være danskernes foretrukne betalingsmiddel i detailhandlen, siger erhvervs- og vækstminister Rasmus Jarlov (K).
Han betoner, at Jyske Bank er i sin gode ret til at splitte betalingskortene op, men han ærgrer sig over det:
- Dankortet er billigt i forhold til andre måder at betale på, og det kommer danske butikker til stor gavn. Og jeg synes også, der er et samfundsøkonomisk sigte i, at en procentdel af omsætningen i danske butikker ikke skal gå til udenlandske betalingsservicer.
Også Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, pointerer, at det står bankerne helt frit for selv at bestemme, hvilke betalingskort de tilbyder kunderne.
- Det giver måske banken et forklaringsproblem over for dens kunder, men det er jo ikke noget, vi skal lovgive om, siger han.
Men hvis flere andre banker følger Jyske Banks eksempel, forudser han, at Dankortet vil får "nogle meget store udfordringer":
- Og det vil jeg selvfølgelig rent politisk synes, er en meget prekær situation, siger Hans Kristian Skibby.
SF vil pålægge banker et gebyrfrit Dankort
I oppositionspartiet SF er erhvervsordfører Lisbeth Bech Poulsen overbevist om, at andre banker vil følge Jyske Bank og splitte VisaDankortet op. Hun kalder det et angreb på Dankortet og opfordrer erhvervsministeren til at indkalde til forhandlinger.
- Bankerne skal pålægges at udbyde et gebyrfrit Dankort til alle danskere. Hvordan det så skal skrues sammen, må vi finde ud af, siger hun og tilføjer:
- Dankortet er en unik dansk ordning, vi har haft igennem mange år, hvor vi har sagt, at gebyrerne ikke må løbe fuldstændig løbsk. Bankerne har en interesse i at få de dyre udenlandske kreditkort som Visa adskilt fra Dankortet, så de kan hæve gebyrerne.
Men der er jo ikke tale om, at Jyske Bank annullerer Dankortet. Kunderne kan jo stadig vælge at have både et Dankort og et Visakort, så hvad er problemet?
- Problemet er, at bankerne gerne vil adskille de to kort, så de kan udnytte muligheden for at tjene penge på gebyrerne på Visakortet. Det går stik imod det, vi historisk har gjort i Danmark, hvor vi har sagt, at der skal være et loft over, hvor dyrt det må være at have et Dankort, siger Lisbeth Bech Poulsen.
Minister frygter ikke, at flere banker vil følge efter
Erhvervsminister Rasmus Jarlov har ingen aktuelle planer om politiske initiativer.
- Regeringen ønsker jo ikke at lave detailregulering, hver gang en bank foretager sig noget. Jeg mener, at Dankortet står stærkt og godt. Hvis det skulle blive truet, vil vi se på, om vi skal tage politiske initiativer for at sikre, at det kan fortsætte, siger han og tilføjer:
- Indtil videre har vi en aftale om Dankortet, som løber til og med 2019. Når den løber ud, kan det være, vi skal se på, hvad vi kan gøre for at understøtte Dankortet som det foretrukne betalingsmiddel.
Ministeren henviser til den Dankort-aftale, der blev indgået i 2013, og som sætter rammerne for Dankortsystemet frem til udgangen af 2019. Oprindeligt delte bankerne og detailhandlen udgifterne, men fra sidste år har detailhandlen betalt hele regningen. Når aftalen udløber til årsskiftet, er bankerne ikke længere forpligtet til at udbyde Dankort.
Rasmus Jarlov frygter ikke, at flere andre banker vil følge Jyske Banks eksempel.
- Jeg tror, de fleste banker forstår, at der er et stort ønske om, at Dankortet fortsat skal være det foretrukne betalingskort, siger han.
Bankdirektør: Jeg tvivler på, vi har Dankort om 10 år
Jyske Banks bankdirektør, Peter Schleidt, kalder kritikken helt forfejlet.
- Jeg har svært ved at forstå, at det her skulle være et angreb på Dankortet. Vi leverer fortsat et Dankort og et Visakort, og kunderne får præcis det samme, de har haft, blot på to kort. Og nu kan de selv vælge, hvornår de bruger hvad.
Men kunderne har også begge dele i dag, bare i ét kort, så de slipper for at rende rundt med to kort?
- Det er ikke rigtigt. Når du står i en butik i Danmark, så bliver du tilbudt at betale med Dankortet, og ikke Visakortet. Hvis du har to kort, kan du selv vælge, hvilket du vil betale med. Og kortene er forskellige, de giver forskellige muligheder.
Forventer du, at I stadig har Dankort om 10 år?
- Det er jeg i tvivl om. Dels udvikler Visa løsninger til hele jordkloden, så de kommer med nye funktionaliteter, som det bliver svært for Nets at matche på Dankortet.
- En anden svær kamp, Dankortet får, er Mobilepay. Hvis vi kigger 10 år frem, så tror jeg, at de fleste har vænnet sig til at betale med noget andet end et plastikkort, siger Peter Schleidt og konkluderer:
- Jeg tvivler på, at vi har et Dankort om 10 år. Men det er ikke op til mig, det er op til forbrugerne. Det, forbrugerne vælger, er også det, vi har.