Politikere er parat til at aflive sæler

Fiskere plages af sæler. Politisk flertal klar til at regulere antallet, selvom de er internationalt beskyttet

Sælerne er et stort problem for fiskerne, fordi de bider fiskenet i stykker og bruger dem som tagselvbord.

Et flertal på Christiansborg parat til at regulere antallet af sæler i de danske farvande, skriver Politiken søndag.

Det skal ske for at hjælpe den danske fiskeindustri, der i flere måneder har klaget over, at sælerne æder sig ind på de danske fiskeres levebrød.

Ordførere fra Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre mener, at der bør være en form for begrænsning af dyrene, der de seneste år har oplevet eksplosiv fremgang både i Østersøen og i Nordsøen.

Bider fiskenet i stykker

Gråsæler og spættede sæler er storspisere af fisk som torsk. Desuden bider de fiskenet i stykker, fordi de bruger dem som tagselvbord.

- Vi skal have en bestand på et bæredygtigt niveau, så der både er plads til sæler og fiskere, siger Venstres fiskeriordfører, Thomas Danielsen til Politiken.

Et omtåeligt område

Ligesom sine kolleger i Radikale Venstre og Socialdemokratiet erkender han, at det er et ømtåleligt område, fordi sæler har en sig status i naturbeskyttelse.

- Vi mennesker tager nok nogle gange og putter hovedet under armen, fordi sæler er så nuttede. Men det er lidt ligesom mariehøns - de er søde lige til det punkt, hvor der er for mange og de bider, siger Lone Loklindt (R), der også er formand for Miljøudvalget.

- Vi skal være mere realistiske og se på, hvad der er bedst for alle, både mennesker og natur. Naturen tager ikke skade af, at man bruger dens frugter, siger hun.

Samme holdning har Socialdemokratiets fiskeriordfører, Bjarne Laustsen.

/ritzau/