Det kan skabe farlige situationer, hvis nogle personer får lov til at have en peberspray på sig på offentlige steder, siger Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt.
- Hvis man ikke rammer med peberspray, risikerer man at stå over for en angrebsmand, der bliver voldsomt aggressiv og måske vil gøre mere, end hvis han ikke var blevet angrebet med peberspray. Det er bestemt ikke ufarligt, siger han.
Regeringen foreslår, at personer med et særligt behov skal have lov til at bære peberspray på offentlige steder. Det kan eksempelvis være, hvis en person har været udsat for overfald eller bliver forfulgt.
Lovforslaget, der efter planen bliver fremsat til efteråret, vil også gøre det lovligt for alle over 18 år at have en peberspay hjemme. Den del af forslaget kan Claus Oxfeldt godt forstå.
Han frygter dog også, at mere peberspray i omløb øger risikoen for, at det vil blive brugt ulovligt.
Desuden mener han, at mere peberspray kan øge risikoen for, at politiet bliver udsat for det.
Regeringen foreslår i forslaget ligeledes at øge straffen for at bære peberspray ulovligt i det offentlige. I dag giver det en bødestraf, mens det fremover skal straffes med 14 dages ubetinget fængsel, lyder det.
/ritzau/