Der er ikke mange rosende ord fra Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, til beslutningen om at lægge en midlertidig politiskole på Ryes Kaserne ved Fredericia.
Formanden for politibetjentenes fagforening har hele forløbet igennem kritiseret de politiske beslutninger i sagen, og selvom han i dag ”accepterer” valget af Ryes Kaserne som midlertidigt hjem for politiuddannelsen i Vestdanmark, så mener han det giver et unødigt spild af ressourcer.
- Det giver nogle logistiske problemer, men det må man jo løse. Alt kan jo løses. Man kan formentlig også snart komme til Mars indenfor en overskuelig fremtid. Men jeg synes, det er ærgerligt. Der er så mange spildte kræfter, der vil blive lagt på den her motorvej, jeg kører på lige nu til Odense, siger Claus Oxfeldt til DR Nyheder.
Han fremhæver, at politieleverne vil bruge en stor mængde tid på transport, når de fremover skal modtage undervisning i gerningsstedslokaler, lære om indtrængning, skal på skydeuddannelse eller have fysisk uddannelse, fordi faciliteterne ikke er til rådighed andre steder end øst for Storebælt.
- Det havde givet mere mening – det er også Rigspolitiets vurdering – at lægge den her midlertidige skole i nær tilknytning til Brøndby, siger han.
Ny politiskole først klar i 2020
Beslutningen om at placere en midlertidig politiuddannelse på Ryes Kaserne ved Fredericia fra 2018 og frem til 2020 blev offentliggjort tidligere i dag af justitsminister Søren Pape Poulsen (K) på et pressemøde, hvor han var flankeret af retsordførerne Trine Bramsen (S) og Peter Kofod Poulsen (DF).
I januar blev det besluttet, at den nye og meget omdiskuterede politiskole skulle ligge i Vejle, men her er man formentlig først klar til at modtage elever fra 2020.
Som begrundelse for beslutningen om at lade Fredericia midlertidigt huse politiuddannelsen vest for bælterne, siger Søren Pape Poulsen, at det vil være nemt at flytte videre til Vejle, når lokalerne er klar.
Justitsministerens argument er, at man ved at lægge den midlertidige politiskole i lokalområdet, får mulighed for at rekruttere nogle kræfter, der har nemt ved at rykke med videre, når man flytter til Vejle i 2020.
Hvad siger du til det argument, Claus Oxfeldt?
- Det argument køber jeg, men jeg tror ikke, det havde givet et problem at rekruttere til Brøndby. Rigtig mange danske politifolk har jo jyske aner, forstået sådan, at de oprindelig kommer fra Jylland og ikke har haft nogle problemer med at søge til Brøndby. Men jeg kan jo ikke sige, jeg ikke tror på argumentet, men det er sådan en fornemmelse, ministeren har. Der er ingen statistisk dokumentation for, det er rigtigt, siger Claus Oxfeldt.
Politisk tovtrækkeri er "en farce"
Forløbet med at udpege hjemstedet for en ny politiskole har trukket ud, fordi regeringen ikke har kunnet komme til enighed med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om placeringen. Siden har de to partier sat en deadline for, hvornår der skulle findes et midlertidigt hjem til politiuddannelsen. En deadline, som ministeren nu har imødekommet med dagens beslutning.
Men hele processen har været uskøn, siger Claus Oxfeldt.
- Jeg synes, det har været katastrofalt hele vejen igennem. Lige siden man traf en beslutning om, at der skulle placeres en politiskole i det vestlige Danmark, så synes jeg, det har været en politisk farce; måden man har tacklet det her på. Jeg synes, der er gået sognerådspolitik i det, og det har været meget trist til at være vidne til, hvordan det her forløb har været, siger han.