Et flertal uden om regeringen har bestilt en rapport, der skal redegøre for terrorangrebet i København forrige weekend.
Det er Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, særdeles overrasket over, for tidsfristen for rapporten er om senest tre uger; og om tre uger er efterforskningen af sagen slet ikke afsluttet.
- Selvfølgelig skal man reagere på det her, og det gør vi også, men man skal ikke overreagere, siger Claus Oxfeldt.
- Der kommer stort set nye oplysninger hver eneste dag i den her sag, så jeg er meget overrasket over, at de nu stiller krav om, at der kan ligge en redegørelse inden for tre uger. For sagen er ikke slut endnu.
Meningsløst dobbeltarbejde
Claus Oxfeldt er sikker på, at der nok skal komme en tilbundsgående rapport, men det kan i sagens natur ikke lade sig gøre at have den klar på så kort tid, og så risikerer man desuden dobbeltarbejde, mener han:
- Jeg synes ikke, der er nogen grund til, at man sætter noget i værk, hvor det så efterfølgende viser sig, at det er vi nødt til at gøre en gang til. Lad os nu lige for Søren lade tingene ligge og lad os lige komme os over det her, og lad os lige vente, til vi er tilbage i dagligdagen, indtil beredskabet er kørt ned igen, siger han.
Fem sårede politifolk giver intern evaluering
Internt i Politiforbundet er der allerede evalueringer af forløbet, ikke mindst fordi fem betjente blev såret under terrorangrebet, der først gik ud over et debatarrangement på Krudttønden på Østerbro, hvor 55-årige Finn Nørgaard blev skudt, og siden synagogen på Krystalgade, hvor den jødiske vagt Dan Uzan blev dræbt på stedet.
- Det er klart, at selvfølgelig er politiet også oppe på de helt høje nagler. Vi kan ikke leve med fremadrettet, at vi har haft fem politimænd, der har været ved at blive slået ihjel. Det er vi nødt til at forholde os til, og det gør vi også, siger Claus Oxfeldt.
- Så alt, hvad der skal ske fremadrettet, det er man i fuld sving med at begynde at overveje, men før man er helt færdige, synes jeg ikke, det giver mening at lave en redegørelse om det her forløb.
Der kommer en redegørelse
Han tør ikke sige, hvor lang tid der skal gå, før en redegørelse af forløbet er på plads. Men den skal nok komme, forsikrer han.
- Selvfølgelig skal alt belyses. For mig giver det rigtigt god mening, at politiet selv er i gang med en grundig evaluering, og det gør så, at så giver det god mening også at inddrage Folketinget. Lad Folketinget evaluere det her forløb, når vi er tilbage i normalt beredskab, siger Claus Oxfeldt.