De Konservative har varslet et opgør med dele af offentlighedsloven. Blandt andet paragraffen om ministerbetjening.
Paragraffen lukkede for mediernes mulighed for at søge aktindsigt i dokumenter, der er udvekslet mellem ministerier og deres underordnede myndigheder i forbindelse med ministerbetjening.
Justitsminister Søren Pind giver ikke meget for de Konservatives udmelding.
- Jeg opfatter mest af alt det her som en landsrådshilsen, der skal piske de medier op, der hader offentlighedsloven, siger han DR Nyheder og fortsætter:
- Ændringer af forlig skal forudskikkes før folketingsvalg, det rigtige sted at rejse det her, er i forligskredsen.
Med andre ord: Der kommer formentlig ikke ændringer af offentlighedsloven før næste Folketingsvalg, hvis det står til Søren Pind.
K’s bebudede ændringer af offentlighedsloven har mobiliseret en række af Folketingets andre partier, som forsøger at samle sig i et flertal uden om Venstre-regeringen.
Et af disse partier er Dansk Folkeparti, hvilket Søren Pind med en slet skjult bemærkning kommenterede.
- Jeg tager det som en lidt uvenlig hilsen til DF, som selv har nogle udfordringer i forhold til, hvad der skal være offentligt, og hvad der ikke skal.
Her henviser Søren Pind sandsynligvis til til DF’s Morten Messerschmidts bilagssag, som de seneste dage har bragt Europaparlamentarikeren i modvind.