Det var med Morten Messerschmidts ord ’en lidt forvirret pige fra Rebild’, Rikke Karlsson, som for et år siden meldte sig ud af Dansk Folkeparti og såede mistanke om den daværende EP-gruppeformands brug af EU-midler.
Nu har Karlssons kritik vist sig berettiget, og hun hævder selv, at hun forsøgte at advare partiformand Kristian Thulesen Dahl.
Spørger man Thulesen Dahls forgænger, Pia Kjærsgaard, skulle partiet have lyttet til Karlsson.
- Ja, det skulle vi, svarede Pia Kjærsgaard, som i dag er Folketingets formand, torsdag aften i Debatten på DR2.
For en uge siden sagde Kristian Thulesen Dahl dog, at ledelsen i partiet har lyttet til Rikke Karlsson.
- Både Søren Espersen og jeg lyttede bestemt til Rikke Karlssons bekymringer. Men vi havde grund til at tro, at det var et dårligt samarbejdsklima med Morten Messerschmidt, der drev hende, skrev DF-formanden ifølge Ritzau.
Se hele udsendelsen af Debatten på DR2 med Clement Kjersgaard, når Dansk Folkepartis mulige misbrug af EU-midler sættes til debat: Sjusk på højt plan?
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:57e1c7876187a41a0c97a2f3