Pia K: Løkke skal sige ja til DF-ministre

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, kræver nu, at statsminister Lars Løkke Rasmussen skal fjerne enhver tvivl om, at Dansk Folkepartis regeringsplaner er legitime.

Pia Kjærsgaard vil have statsministeren til at bekræfte, at DF er mulig regeringspartner. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, kræver nu, at statsminister Lars Løkke Rasmussen skal fjerne enhver tvivl om, at Dansk Folkepartis regeringsplaner er legitime.

- Venstre skal forstå, at den dag, vi er klar til at gå i regering, der bliver det sådan. Det skal regeringen tage positivt imod, og det må Lars Løkke Rasmussen gøre helt klart, siger hun til Politiken søndag.

Venstres politiske ordfører, Peter Christensen har tidligere udtalt, at Dansk Folkepartis skepsis over for EU forhindrer partiet i at komme i regering. Og det er ikke mindst den udtalelse, der er faldet Pia Kjærsdgaard for brystet.

Fuldt dueligt

Men Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, afviser kritikken:

- Venstre skal nok selv finde ud af, hvad vi mener. Peter Christensen har udtalt sig fornuftigt på Venstres vegne, siger Kristian Jensen til Politiken.

Han tilføjer dog, at Dansk Folkeparti er fuldt dueligt til at komme i regering, men at Venstre stadig vil gå til valg på, at VK-regeringen skal fortsætte.