Pensionister skal indberette langtidsrejser

For at hindre socialt bedrageri skal pensionister melde til kommunen, hvis de rejser uden for EU i mere end to måneder. Det er regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om.

Hvis man som pensionist har tænkt sig at opholde sig uden for EU i mere end to måneder, skal det meldes til kommunen. (Foto: © Gitte Olsgaard, DR)

- Vi vil se på de mange hjemrejser. Folk kan simpelt hen ikke forstå at flygtninge rejser på ferie. Vi vil se, om vi, efter de socialbedragerisager, der har været, kan stramme på reglerne her, siger integrationsminister Birte Rønn Hornbeck til Radioavisen.

Stramningen, som regeringen og Dansk folkeparti er blevet enige om, kommer efter de eksempler, der har været fremme i sommer, hvor bl.a. indvandrere med irakisk baggrund har hævet førtidspension i Danmark, samtidig med at de har hævet lønninger i Irak.

For at hindre socialt bedrageri skal pensionister melde til kommunen, hvis de rejser uden for EU i mere end to måneder.

Mistænkeliggør samtlige pensionister

Socialdemokraternes integrationsordfører Henrik Dam Kristensen finder stramningen urimelig. Han er enig i al form for misbrug af ordninger skal bekæmpes. Men han synes det er lidt voldsomt at samtlige landets pensionister nu skal mistænkeliggøres.

Aftalen er del af en justering af udlændingeaftalen fra i fjor, hvor Dansk Folkeparti fik indført en række stramninger af bl.a. familiesammenføringsreglerne efter sidste sommers debat om Metock-dommen.