Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) skal komme med indrømmelser, hvis han skal have både SF og LA med i aftalen om at nægte hadprædikanter indrejse i Danmark.
De to partier er nemlig forud for torsdagens møde i Kirkeministeriet særdeles kritiske over for regeringens forslag.
- Vi kommer som udgangspunkt ikke til at være med til det, der er fremlagt, siger SFs gruppeformand, Jacob Mark.
- Det gør vi ikke, fordi vi mener, at man skal bevare og kæmpe rigtig stærkt for ytringsfriheden. Det er det, der adskiller os fra nogle af de lande, hvis styreform vi ønsker at bekæmpe, siger han.
Frygter kompromis med ytringsfrihed
Regeringens forslag om at nægte såkaldte hadprædikanter indrejse i Danmark, hvis de har ytret sig antidemokratisk, blev præsenteret for partierne i sidste uge.
Konkret vil regeringen lave en offentlig liste over personer, der skal kunne nægtes visum og indrejse.
Men det er for langt at gå, medmindre der er tale om ytringer, der er ulovlige i Danmark, mener SF.
- Man skal passe på, at man ikke går på kompromis med noget af det, der er det vigtigste i Danmark, nemlig vores frihedsrettigheder, i jagten på at bekæmpe anti-demokrati, siger Jacob Mark.
LA kritisk over for åben liste
Også Liberal Alliance, der sidder med ved forhandlingsbordet, er kritisk over for regeringens ønske om en offentlig liste.
- Vi er skeptiske over for de åbne lister, fordi det kan være sådan en hitliste, hvor meget radikale imamer i virkeligheden bliver promoveret af den danske stat, og dermed kan det være kontraproduktivt, fordi disse imamer kan blive populære i radikale miljøer, siger LA-retsordfører Simon Emil Ammitzbøll.
Regeringen ønsker også en hemmelig observationsliste for religiøse forkyndere, der er EU-borgere, og som myndighederne ønsker at føre et skærpet tilsyn med. Den kan LA godt bakke op om.
- Vi synes, man skal holde sig til en observationsliste, hvor efterretningstjenesten og politiet kan være opmærksomme på dem, der kan udgøre en fare, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Forhandlingerne om ekstreme imamer har været i gang i flere uger. I sidste uge blev regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, de Konservative, Liberal Alliance og SF enige om to delaftaler, der blandt andet skærper tilsynet med muslimske friskoler og gør det sværere for foreninger med ekstreme holdninger at modtage offentlige midler.
Regeringen vil ikke kommentere partiernes kritik af listerne, før de mødes om forhandlingsbordet på torsdag.
Forslaget ser dog ud til at blive til virkelighed - uanset om SF og LA skulle forlade forhandlingerne. Regeringen har nemlig flertal med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.