Partier har tidligere afvist israelske våben - men nu accepterer de dansk våbenkøb

Både SF og De Radikale har tidligere været hårdnakkede modstandere af køb fra israelsk våbenproducent.

SF har tidligere stået stejlt på modstand mod israelsk våbenproducent. Men ikke længere, siger SF's forsvarsordfører, Anne Valentina Berthelsen (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Den danske regering er i gang med at forhandle med den israelske våbenproducent Elbit System om artilleri til det danske forsvar.

En våbenproducent, som SF tidligere har været stærke modstandere af at købe våben fra.

Men nu, hvor der hurtigt skal indkøbes nyt artilleri til det danske forsvar efter en stor donation til Ukraine, accepterer SF indkøbet.

SF er nemlig en del af det nuværende forsvarsforlig, hvor partierne har sagt god for det potentielle køb af Atmos-haubitser og raketkastesystemer, som skal erstatte de donerede Caesar-haubitser.

- Når man indgår i forlig, må man også acceptere kompromiser, siger SF's forsvarsordfører, Anne Valentina Berthelsen, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Vi har forpligtet os til at tage ansvar for den helt nødvendige genopbygning af det danske forsvar.

Hun understreger dog, at SF stadig kritiserer Israel for at undertrykke palæstinensernes rettigheder, og forsvarsordføreren siger, at de fortsat presser benhårdt på for en hårdere linje overfor Israel, selv om de nu accepterer købet.

I 2014 var SF ellers hårdnakkede modstandere af at købe våben fra den israelske producent, og i 2015 var partiet med til at få den daværende SR-regering til at droppe et større indkøb af nyt artilleri fra Israel.

Også De Radikale har tidligere været kritiske overfor den israelske våbenproducent, men her er der nu også opbakning til købet.

Den tidligere politiske leder Sofie Carsten Nielsen er nu De Radikales forsvarsordfører. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Forsvarsordfører Sofie Carsten Nielsen sagde i går til Altinget, at selvom man stadig "principielt" er skeptiske, så forstår partiet behovet for nyt artilleri hurtigt.

- Situationen er også en anden. Vi kommer ikke til at modsætte os. Der er i øvrigt også flertal uden os, sagde hun.

Forsvaret er glade, så vi er glade

I regeringen har forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) ingen bekymringer over den israelske producent.

- Jeg er helt med på, at nogen har en berøringsangst i forhold til, at det er et israelsk firma. Det har regeringen ikke. Det her handler om, at det kan leveres hurtigt af nogen, som har ordentligt materiel, siger han.

På Christiansborg er meldingen fra flere forsvarsordfører da også, at de har fuld tiltro til våbenkøbet.

- Forsvarschefen var med på vores tur til Letland, og han sagde, han var en glad mand. Og soldaterne så også ud til at være vældig tilfredse, siger Danmarksdemokraternes forsvarsordfører, Lise Bech.

Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) fik i går den endelige 'tommelfinger op' af forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen til at forhandle med det israelske firma.

Konkret skal der indkøbes 19 Atmos-haubitser, som er en kortløbet kanon, og et ukendt antal Puls-raketkastersystemer.

I Venstre siger forsvarsordfører Mads Fuglede, at den vigtigste faktor i hans tilfælde er, at "Forsvaret er meget glade for systemet".

Og det er Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti enig i. Han siger samtidig, at det også er betydeligt, at Elbit Systems kan levere våbensystemet hurtigt.

- Allerede i april-maj kommer de første, siger han og tilføjer, det nye våbensystem minder en del om, det som Danmark har doneret til Ukraine.

- Og folkene i Oksbøl er glade for at få dem. Så jeg tror, at det er det rigtige, vi gør, siger han.

DF's Alex Ahrendtsen er tilfreds med indkøbet. (Foto: © Linda Kastrup, Ritzau Scanpix)

Hvad med prisen på systemerne, har det haft nogen indflydelse?

- Vi fik et godt tilbud. Og det er jo svært som jyde at sige nej til det, svarer Alex Ahrendtsen.

Allierede bruger ikke systemet

Det israelske våbensystem har ellers fået hård kritik fra blandt andre tidligere brigadegeneral Michael Clemmensen.

For det system, Forsvaret er i gang med at købe, benyttes ikke af andre Nato-allierede.

- Jeg mener, det er tåbeligt, at vi ikke har købt et system, man allerede opererer med i de lande, vi samarbejder med, frem for Atmos, siger han til TV2.

Ingen af de tre forsvarsordfører mener dog, det er problematisk.

- Hvis der sidder nogen i Forsvaret, eksperter, der har kendskab til det her, så er det det, vi er nødt til at læne os op ad, siger Lise Bech.

Kritikken går ligeledes på, at Atmos-haubitserne heller ikke yder den fornødne beskyttelse for mandskabet, og også her henviser ordførerne hver især til Forsvaret og deres ekspertise.

- Vi har fået rådgivningen fra Forsvarskommandoen. De anbefaler dem. Som politikere bliver nødt til at stole på sagkundskaben, lyder det fra Alex Ahrendtsen, der tilføjer:

- Det, vi har fået at vide, det er, at de minder om Caesar. De er meget pålidelige.

I 2015 vandt den israelske våbenproducent i første omgang konkurrencen om at få lov at sælge nyt artilleri til Danmark.

Men efter kritik af selskabet endte købet med at blive aflyst.