Pape: Slut med prøveløsladelse for rockere og bandemedlemmer

Vi er nødt til at sætte hårdt mod hårdt i kampen mod rockere og bandemedlemmer, mener justitsministeren.

I dag er registrerede rockere og bandemedlemmer kun afskåret fra prøveløsladelse, hvis deres gruppe ifølge politiet tager del i en konflikt. (Foto: © Bjarke Bo Olsen, Scanpix)

Det skal være slut med prøveløsladelser. Afsoningen skal i højere grad ske i isolation. Og straffene for overtrædelse af våbenloven skal skærpes.

Sådan lyder nogle af de tiltag, justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil indarbejde i en ny rocker- og bandepakke efter et blodigt år med konflikt i den kriminelle underverden og skyderi i gaderne. Det skriver Jyllands-Posten.

- Er man registreret rocker- eller bandemedlem, er der ingen prøveløsladelse. Billetten til prøveløsladelse er, at man er en del af et exitprogram, siger han til avisen.

Dermed skærper justitsministeren tonen over for organiserede kriminelle i Danmark.

I januar kunne forhenværende justitsminister, Søren Pind (V), "ikke gå så langt" og pegede blandt andet på hensynet til menneskerettighederne.

I dag er registrerede rockere og bandemedlemmer kun afskåret fra prøveløsladelse, hvis deres gruppe ifølge politiet tager del i en konflikt.

- Vi har organiserede kriminelle, som ikke skyr nogen midler. Derfor er vi nødt til at sætte hårdt mod hårdt, siger Søren Pape Poulsen til Jyllands-Posten.

Retsordfører Trine Bramsen (S) er ikke imponeret.

- Det er ikke ambitiøst nok, derfor kommer vi til at lægge yderligere en stribe forslag på bordet. Vi skal tænke meget mere kreativt, siger hun.

Siden 2011 er antallet af registrerede rockere og bandemedlemmer i Danmark faldet markant.

/ritzau/