OVERBLIK Hvem tilhører hvilken SF-fløj?

Splittelsen i SF skyldes, at partiet er opdelt i flere fløje. Dr.dk har lavet et overblik over, hvilke politikere der tilhører hvilke fløje.

Der er kaos i SF. Få et overblik over hvilke SF-politikere, der tilhører hvilken fløj.

Torsdag valgte SF at forlade regeringen efter interne uenigheder om regeringens salg af Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Splittelsen i SF skyldes, at partiet er opdelt i flere fløje - henholdsvis rød, grøn og centrum. Dr.dk har i samarbejde med Erik Holstein, der er politisk kommentator på Altinget.dk, lavet et overblik over fløjene.

Ser forskelligt på indflydelse

Hovedårsagen til, at fløjene i SF har svært ved at arbejde sammen, er, at de ser forskelligt på partiets indflydelse.

- Hele forløbet den sidste uge illustrerer, hvorfor fløjene har så svært ved at få det til at køre sammen. Det handler om, hvordan man opfatter politisk indflydelse, siger Erik Holstein.

Mens den grønne fløj er pragmatisk og mener, at fingeraftrykkene i en regering er vigtige, så ser den modsatte fløj helt anderledes på indflydelsen.

- Den grønne fløj vil være i maskinrummet og i forhandlingslokalet. De mener, at fingeraftryk i regeringsarbejdet er bedre end intet forlig.

- Overfor det står en fløj, som mener at politisk indflydelse, ikke er det samme som at sidde med ved bordet. Man skal i stedet markere, hvad man står for som parti, så den politiske profil ikke bliver udvisket. De søger vælgeropbakning for på den måde at få indirekte indflydelse. Man skal gerne være i regering, men ikke for enhver pris, forklarer Erik Holstein.

Rød fløj

De mest centrale personer fra den røde venstrefløj er:

Karsten Hønge: Han var tidligere én af Villy Søvndals støtter med henblik på en moderniseringen af SF, men blev senere kritisk overfor måden, det fungerede på i regeringen. Derfor tilhører han i dag den røde fløj. Karsten Hønge er vikar i Folketinget for en stressramt Anne Baastrup.

Trine Pertou Mach: Hun har altid været en del af SF's venstrefløj. Og vil også, ifølge Erik Holstein, være den oplagte formandskandidat fra den røde fløj. Trine Pertou Mach overtog Villy Søvndals stol i SF's folketingsgruppe.

Lisbeth Bech Poulsen: Også Lisbeth Bech Poulsen, der trak sig som SF's politiske ordfører i forbindelse med aktiesalget i Dong, tilhører den røde fløj i SF.

Özlem Cekic: SF-profilen Özlem Cekic er desuden en del af partiets venstrefløj, ifølge Erik Holstein.

Erik Holstein understreger dog, at selvom de fire SF'ere placeres i samme fløj, er de ikke nødvendigvis enige på alle punkter - for eksempel i forhold til udlændinge politik.

Centrum

Der er desuden en gruppe SF'ere, som placerer sig mere eller mindre mellem de to åbenlyse fløje:

Jonas Dahl: Afgående skatteminister Jonas Dahl er den politiker i centrum af SF, der er mest fremme i skoene. Han er partiets midterkompromis, og vil også være denne gruppes oplagte formandskandidat, vurderer Altinget.dk's politiske kommentator.

Karina Lorentzen Dehnhardt: Også Karina Lorentzen Dehnhardt, der forlod posten som gruppeformand for SF i protest mod salget af Dong-aktierne til Goldmann Sachs, tilhører gruppen i midten af SF.

Eigil Andersen: Det samme gør Eigil Andersen, mener Erik Holstein.

Holger K. Nielsen: Den afgående udenrigsminister tilhører egentlig den røde fløj, men i og med at Holger K. Nielsen har været en del af regeringen, så har han rykket sig ind mod centrum.

Nogle politikere placerer sig desuden i spindet mellem centrum og venstrefløjen. Det gælder hovedsageligt Peter Westermann.

Peter Westermann: Han gik af som næstformand i denne uge efter krisemødet om frasalget af Dong-aktierne. Peter Westermann var én af Annette Vilhelmsens støtter, da hun blev valgt som partiets formand.

Grøn fløj

I den sidste fløj er de SF'erne, som lægger vægt på at få fingeraftryk på forligene.

Pia Olsen-Dyhr: Den afgående transportminister Pia Olsen-Dyhr er den oplagte formandskandidat fra den såkaldte grønne fløj. Hun har dog endnu ikke meldt ud, om hun ønsker at stille op.

Steen Gade: Steen Gade, der er gammel mentor for Pia Olsen-Dyhr, er også en del af den grønne fløj.

Pernille Vigsø Bagge: Hun er ny gruppeformand efter kaos brød ud i SF. Pernille Vigsø Bagge har tidligere meldt ud, at hun støtter Pia Olsen-Dyhr, som ny formand fra SF.

Mette Touborg: Mette Touborg var SF's anden næstformand - også hun takkede af i denne uge. Hun tilhører, ifølge Erik Holstein, den grønne SF-fløj.

Ole Sohn: Han spiller lidt for sig selv, men hvis man skal placere Ole Sohn, så mener den politiske kommentator, at han hører til i denne fløj.

Den afgående formand Annette Vilhelmsen er svær at placere, forklarer Erik Holstein. Hun startede i den røde fløj og blev valgt som formand på den baggrund, men hun endte reelt set med at være en del af den grønne fløj.

En formand skal samle fløjene

Umiddelbart er en oplagt ny formand for det splittede SF én af de politikere, der er kompromissøgende i centrumfløjen.

- En formand fra partiets centrum vil bedst kunne samle SF. Det kunne være Jonas Dahl og nogle peger også på Peter Westermann. Det skal være den, der favner politisk bredest. Èn man vil kunne leve med fra begge sider, forklarer Erik Holstein.

Men det er bare ikke så simpelt, lyder det fra kommentatoren. De stærkeste kandidater i offentligheden kommer nemlig fra fløjene.

- Det er svært at finde en formand, der er i stand til at samle og samtidig er i stand til at argumentere skarpt. Det er dem på fløjene, der er gået klarest igennem i offentligheden. Det må man erkende, siger han.

Dødsdomme er forhastede

Den kommende periode er spændende, fordi det kan gå begge veje for SF.

- Det er klart, at den næste periode frem til formandsvalget kan enten gå helt galt, så partiet bryder sammen. Men hvis det lykkes at samle partiet, så kan SF sagtens komme tilbage. Dødsdommene er alt for forhastede.

- Meningsmålinger viser, at det er Socialdemokraterne, der bliver straffet på grund af Bjarne Corydons linje i Dong-salget. Det er ikke SF, der går tilbage, så der er stadig muligheder for partiet i den kommende tid, siger Erik Holstein.