OVERBLIK Her er de ni nye ministre på Løkkes hold

Otte af de ni nye ministre i Lars Løkke Rasmussens nye trekløverregering har ikke tidligere ministererfaring.

I forgrunden er tre af de seks nye ministre fra Liberal Alliance heriblandt den helt store overraskelse Thyra Frank, der gør comeback i dansk politik som ældreminister. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)

Der er store-skifte-dag rundt i landets ministerier, efter Venstre i går blev enige med Liberal Alliance og De Konservative om at danne en trekløverregering.

Der kommer til at være 22 ministre i den nye VLAK-regering, hvilket er fem ministre mere, end da Venstre sad alene med magten.

Fire Venstre-folk må sige farvel til deres ministertaburetter. Bertel Haarder forlader Kulturministeriet, efter han sammenlagt har været minister i 22 år. Hans Christian Schmidt må afvige pladsen som transportminister, mens både Peter Christensen, tidligere forsvarsminister, og Jørn Neergaard, tidligere beskæftigelsesminister, helt er stemt ud af dansk politik, eftersom de ikke er valgt ind i Folketinget.

Til gengæld kommer der ni nye friske ansigter, hvoraf otte af dem for første gang skal bestride en ministerpost.

Herunder kan du læse en præsentation af de nye medlemmer i Lars Løkke Rasmussens nye regering; de seks nye LA-ministre efterfulgt af de tre konservative.

Anders Samuelsen, udenrigsminister

Liberal Alliances politiske leder og en af grundlæggerne af partiet overtager noget overraskende posten som udenrigsminister fra Venstres næstformand Kristian Jensen, der er nyudnævnt finansminister. Det er på mange måder bemærkelsesværdigt, da udenrigspolitik blot har været en fodnote i partiets politiske program indtil nu.

Anders Samuelsen var, inden han grundlagde partiet med Gitte Seeberg og Naser Khader, folketingsmedlem for Radikale Venstre.

(Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2016) (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)

Simon Emil Ammitzbøll, økonomi- og indenrigsminister

Som gruppeformand og politisk ordfører for Liberal Alliance står Simon Emil Ammitzbøll særdeles stærkt internt i partiet. Det har også smittet af på hans første udnævnelse som minister i hans politiske karriere.

Som økonomi- og indenrigsminister skal han forsøge at få nogle af partiets mærkesager omkring økonomisk fordelingspolitik igennem. Desuden får han også en plads i både regeringens magtfulde koordinationsudvalg og i økonomiudvalget.

Simon Emil Ammitzbøll har siddet i Folketinget siden 2005. Først for Radikale Venstre, som han forlod i 2008.

(Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2016) (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Merete Riisager, undervisningsminister

Den nye undervisningsminister fra Liberal Alliance har erfaring på området, da hun har været undervisningsordfører. Hun var tidligere medlem i Radikale Venstre, hvor hun ikke lykkedes med at komme ind i Folketinget. I 2010 skiftede hun dog til Liberal Alliance og er nu i gang med sin anden periode i Folketinget.

Danmarks nye undervisningsminister har, inden hun dedikerede sig til sin politiske karriere, arbejdet hos Lego og i revisionshuset PricewaterhouseCoopers.

Liberal Alliance holder mandag d. 17 august 2015 pressemøde som afslutning på deres sommergruppemøde. Vilcon Hotel og Konferencecenter Lorupvej 44, Bøstrup, 4200 Slagelse. Merete Riisager taler under pressemødet. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2015) (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Mette Bock, kultur- og kirkeminister

Liberal Alliance har også sikret sig Kultur- og Kirkeministeriet. Mette Bock, der er søster til partileder Anders Samuelsen, har ligesom flere andre af de nyudnævnte LA-ministre en fortid hos Radikale Venstre. Desuden har hun en lang karriere i det private erhvervsliv bag sig som konsulent og journalist.

Fra januar 2008 til november 2009 var hun programredaktør på DR. Efter hun kom i Folketinget ved forrige valg, har hun på kulturområdet udmærket sig ved at sige, at vi bør få et 'slankere' DR og talt om muligheden for at indføre en abonnementsmodel.

(Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2016) (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Ole Birk Olesen, transport, bygnings- og boligminister

Den nyudnævnte minister fra Liberal Alliance har allerede bestredet den betydelige post som finansordfører og den endnu mere magtfulde post som formand for finansudvalget.

Han har tidligere arbejdet som journalist på Ekstra Bladet og Berlingske Tidende, men er nok mest kendt for at have skabt den liberalistiske netavis 180grader. Han var tidligere medlem af Venstre og aktiv i VU's landsledelse i midten af 1990'erne, men forlod partiet, da han mente, at Venstre havde svigtet sine liberale principper.

Ole Birk Olesen er i gang med sin anden periode i Folketinget for Liberal Alliance og har ikke tidligere været minister.

Ole Birk Olesen (LA). (Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix 2016) (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Thyra Frank, ældreminister

Der er også blevet plads til at hive den berømte kanin op af hatten. Anders Samuelsen har nemlig fået indsluset Thyra Frank i regeringen, hvor hun tager pladsen i det nyoprettede Ældreministerium.

Thyra Frank har ikke været en del af dansk politik, siden hun tabte sit mandat i Nordjyllands Storkreds til Christina Egelund ved sidste folketingsvalg.

Pladsen som ældreminister virker som skræddersyet til Thyra Frank, der har været forstander på plejehjemmet Lotte på Frederiksberg gennem årtier. Derfor har hun også fået navnet 'Plejehjems-Thyra'.

Thyra Frank (LA).. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2016) (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Søren Pape Poulsen, justitsminister

De Konservatives politiske leder overtager posten som justitsminister efter Søren Pind. Søren Pape Poulsen er stadig forholdsvis ny i dansk landspolitik, da det blot er lidt over to år siden, at han overtog formandsposten efter Lars Barfod.

En lille år senere blev han på et hængende hår valgt ind i Folketinget i Vestjyllands Storkreds, hvor det længe lignede et knusende nederlag. Inden han blev formand for partiet, har han haft 13 år i lokalpolitik, hvilket han afsluttede med fire år som borgmester i Viborg. Det er første gang, at den konservative leder skal være minister.

Søren Pape Poulsen (th).. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Brian Mikkelsen, erhvervsminister

Den konservative finansordfører er det eneste af de nye medlemmer af regeringen, som har været minister før. Han er en rutineret rotte i dansk politik og har siddet uafbrudt som folketingsmedlem 1994. Han har været minister i tre omgange som økonomi- og erhvervsminister, som justitsminister og som kulturminister.

Brian Mikkelsen har også flere gange været i spil til formandsposten og har været næstformand i folketingsgruppen lige under Søren Pape Poulsen.

Brian Mikkelsen (C).. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2016) (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Mai Mercado, børne- og socialminister

Den tredje nye konservative minister er Mai Mercado, der også får sin debut i en regering. Hun er i gang med sin anden periode i Folketinget og har tidligere været 2. viceborgmester i Odense Kommune.

Hun er netop kommet tilbage fra barsel og går direkte ind og tager en ministertaburet. Selv om hun har haft orlov fra dansk politik, har hun alligevel gjort sig bemærket i offentligheden. Særligt i juni, hvor hun skrev en facebook-opdatering i forbindelse med en politiaktion på Christiania, der førte til den shitstorm mod politikerne på Facebook.

Mai Mercado (C).. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Herunder er hele den nye regering:

https://twitter.com/regeringDK/status/803145754445574144