Område med havneslum i København bliver ryddet

Prisen for at fjerne omkring 90 skibe og vrag i Fredens Havn i København ventes at blive cirka 25 millioner kroner.

Droneoptagelser af Fredens Havn ved Christiania mellem Refshalevej og Kanonbådsvej (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), har indgået en aftale, som sikrer oprydning af Erdkehlgraven, også kaldet Fredens Havn i København.

- Min tålmodighed er brugt op. Derfor har jeg bedt Kystdirektoratet om at varsle nye påbud til anlæggenes ejere om, at de skal fjernes nu, oplyser Jakob Ellemann-Jensen.

Ejerne af anlæggene i Erdkehlgraven har fået en frist på fire uger til at fjerne deres cirka 90 både, vrag og anlæg.

Hvis det ikke sker, vil myndighederne indlede arbejdet med at få ryddet op i havnen, og oprydningen ventes i alt at koste cirka 25 millioner kroner.

Flere beboere er socialt udsatte

Miljø- og Fødevareministeriet leverer 15 millioner kroner, mens Københavns Kommune står for ti millioner kroner af finansieringen.

Overborgmester Frank Jensen var sidste efterår skuffet over, at der ikke blev sat penge af på finansloven for 2019 til at få ryddet slumområdet.

Han glæder sig over, at der er fundet en løsning.

- Hovedparten af områdets beboere er socialt udsatte, og vores hjemløseenhed vil være klar med akut hjælp og vejledning til de beboere, der ønsker det i forbindelse med en rydning, siger han.

I 2015 fik ejerne påbud om at fjerne dem, men det skete ikke. En stor del af fartøjerne er sunkne eller forladte.

/ritzau/