I næsten to år har myndighederne tilbageholdt oplysninger om, hvilke svinebesætninger der er smittet med den farlige bakterie MRSA CC398, der kan gøre mennesker syge.
Både Fødevareministeriet, Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut under Sundhedsstyrelsen har indtil nu givet afslag på aktindsigter om adresserne på de inficerede svinebrug. Men de afslag underkendes nu af Folketingets Ombudsmand i en foreløbig redegørelse.
- Med det forbehold, at det er en foreløbig redegørelse, er det rigtigt, at der skulle være givet aktindsigt, siger ombudsmand Jørgen Steen Andersen til dr.dk.
Venter på svar fra fødevaremyndighederne
At redegørelsen er foreløbig betyder, at Fødevareministeriets og Fødevarestyrelsens Klagecenter fra 16. januar har tre uger til at komme med bemærkninger til vurderingen. Herefter kommer Ombudsmanden med det endelige synspunkt, som myndighederne bør følge.
Hvis bemærkningerne fra Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen ikke fører til ændringer, vil danskerne fremover have ret til at vide, hvilke besætninger der er smittet.
- Så vil konsekvensen blive, at oplysningerne kan udleveres til offentligheden, siger Jørgen Steen Andersen.
Ni ud af ti slagtesvin er smittet
MRSA-bakterien er stafylok, der er er blevet resistent over for antibiotika og derfor er meget vanskelig at behandle.
Bakterien kan smitte fra dyr til mennesker og fra menneske til menneske. I 2012 blev 1.556 danskere smittet med MRSA. Det var næsten en fordobling i forhold til 2009. Statens Serum Institut anser, at svin stadig er den vigtigste kilde til MRSA CC398.
Bakterien kan give forskellige infektioner, fortæller professor i klinisk mikrobiologi ved Odense Universitetshospital, Hans Jørn Kolmos.
- Vi ser hele spektret af sygdomme. Det hyppigste er hudsygdomme som bylder, bumser og sårinfektioner. Men vi ser også, at bakterierne går i blodbanen og giver knoglemarvs- eller lungebetændelse, siger han.
Ni ud af 10 slagtesvin er smittet
Tal fra Fødevarestyrelsen viste i begyndelsen af 2013, at 88 procent af slagtesvinene på danske slagterier er smittet med MRSA CC398. Det var en fordobling i forhold til 2012.
Myndighederne overvåger bakterien, og indtil videre er der intet, der tyder på, at bakterien smitter ved, at mennesker spiser svinekød.
Fødevarestyrelsen er i gang med at undersøge, hvor mange svinebesætninger der er ramt af MRSACC398. I 2011 var tallet 16 procent.
Du kan læse mere om MRSA på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, og i videoen øverst i artiklen kan du se et klip om MRSA og antibiotikaforbruget i danske svindestalde fra DR Dokumentaren 'Det store svinerige'.