Ombudsmand sørger for at journalist får aktindsigt i IC4-sag

Transportministeriet har, på opfordring fra Folketingets Ombudsmand, givet journalist aktindsigt i IC4-sagen.

Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen er ved at undersøge, hvordan ministerierne bruger den nye offentlighedslov, der trådte i kraft i januar 2014.

En journalist har fået aktindsigt i to interne dokumenter fra Transportministeriet om, hvordan ministeriet har håndteret revnede aksellejer på de problematiske og skandaleramte IC4-tog.

Aktindsigten kom efter henstilling fra Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen.

- Det var simpelthen vanskeligt at forstå det reelle behov for hemmeligholdelse af de to dokumenter, og derfor er det efter min mening helt rigtigt, at ministeriet nu giver mer-aktindsigt, oplyser han han.

Journalister protesterede kraftigt

Myndighederne kan ifølge Ombudsmanden forebygge unødvendig mystik ved at give mer-aktindsigt.

I den ny offentlighedslov beskytter paragraf 23 og 24 om ministerbetjening myndighedernes interne og politiske beslutningsproces. Derfor er interne dokumenter som udgangspunkt ikke offentlige.

Især journalister protesterede kraftigt over, at reglen gjorde det sværere at få indsigt i beslutninger. Men offentlighedsloven siger, at hvis der ikke er noget til hinder for at give aktindsigt, bør myndighederne give det efter princippet om mer-offentlighed.

Følger sager tæt

Siden offentlighedsloven trådte i kraft 1. januar 2014, har Ombudsmanden understreget, at han følger tæt, hvordan myndighederne bruger reglen om ministerbetjening og princippet om mer-offentlighed.

Jørgen Steen Sørensen er derfor i færd med at lave en generel undersøgelse af ministeriernes brug af ministerbetjeningsreglen og mer-offentlighedsprincippet.

/ritzau/