Ole Ryborg: EU sat i skak af tobakslobbyister

Tobakslobbyen opnåede flere sejre end nederlag, da EU-Parlamentet i dag stemte om nyt tobaksdirektiv, siger EU-korrespondent.

Slagsmålet i EU om fremtidens tobakslovgivning er slet ikke ovre, mener DRs EU-korrespodent Ole Ryborg. Han mener, der kan være mange runder endnu, før tobaksindustrien slipper grebet i EUs beslutningstagere. (© DR)

Mens aftenen gik på hæld i går, kimede telefonerne lystigt hjemme hos flere EU-parlamentarikere.

I den anden ende af røret sad repræsentanter fra tobaksindustrien med ét klart formål: At påvirke dagens afstemning i Europa-Parlamentet om et nyt europæisk tobaksdirektiv mest muligt.

- Jeg har hørt om flere EU-parlamentarikere, der blev forsøgt påvirket til det sidste i går aftes. Og ser man på resultaterne af dagens afstemning, tyder meget på, at tobakslobbyen vandt på flere fronter, mener Ole Ryborg, DR Nyheders EU-korrespondent.

EU-parlamentet stemte for tobaksvenlig løsning

Blandt sejrene for tobakslobbyen tæller Ole Ryborg, at mentolsmøger først skal forbydes om otte år, at Europa-Parlamentet ikke vil forbyde de populære slim-cigaretter, samt at e-cigaretter ikke skal købes som håndkøb på apoteket, men i stedet skal kunne sælges præcis som almindelige cigaretter bliver det i dag.

- Man kan se, hvordan Europa-Parlamentet på flere punkter stemte for tobaksregler som er mindre restriktive end det EU´s sundhedsministre ønsker, og det behager tobaksindustrien.

Tobaksproducenter satser på e-cigaretter

Særligt e-cigaretterne kan vise sig at blive en stor forretning for tobaksindustrien i fremtiden.

- I starten var producenterne bag e-cigaretter små uafhængige firmaer. Men i dag er det de store tobaksfirmaer, der er begyndt at overtage markedet, forklarer Ole Ryborg.

Derfor var det særlig vigtigt for tobakslobbyen at sikre, at e-cigaretten kan købes i håndkøb i fremtiden så e-cigaretten kan nå de samme kunder, der køber cigaretter i dag.

På den måde kan de fastholde det samme marked, de har i dag, men med et nyt produkt.

- Så der har tobakslobbyen fået en stor sejr, siger Ole Ryborg.

Større advarsler på cigaretpakker

Ét stort nederlag måtte tobaksindustrien dog sluge under dagens afstemning i Europa-Parlamentet.

Her vedtog parlamentarikerne, at der skal indføres ny advarselsmærkning på samtlige cigaretpakker i Europa, der fylder 65 procent af pakkens overflade.

Og modsat tidligere skal advarslen ikke sidde i bunden af pakken, men i toppen.

- Det vil sige, at man ser advarslen som det første, når man skal købe smøger. Og det er et stort, stort nederlag for tobakslobbyen, mener Ole Ryborg.

Europæere ryger mest i verden

Dermed er slagsmålet om reglerne for tobak i EU dog langt fra ovre, for netop EU er et rent guldæg for tobaksindustrien.

- Faktum er, at europæerne ryger mere end alle andre områder i verden. Hverken sydamerikanerne, nordamerikanerne eller asiaterne ryger mere end vi gør. Så det er ekstremt store pengebeløb vi taler om, siger Ole Ryborg.

Af samme årsag dør der også flere europæere af følgesygdomme fra rygning end i andre områder af verden. Sidste år døde over 700.000 mennesker i Europa således af at ryge.

- Det svarer til, at hele Krakow eller Palermos befolkning omkom. Så rygning er et kæmpe problem for den europæiske folkesundhed.

Alle i EU vil have strammere tobakslovgivning

Det er her tobaksindustriens udfordring ligger, mener Ole Ryborg. For samtlige instanser i EU er enige om, at der er behov for at få justeret EU´s tobaksregler. Men da EU's sundhedsministre og medlemmerne af Europa-Parlamentet ikke er enige, skal de to parter nu forhandle om et kompromis.

Den største knast i de forhandlinger bliver formentlig e-cigaretterne, hvor slagsmålet vil være om de må sælges på 7-Eleven eller kun fra apotekerne, vurderer Ole Ryborg.

- Som EU's sundhedskommissær sagde under debatten: Der er flere regler for hårshampoo og håndsæbe end der er for elektroniske cigaretter i EU i dag - og det er en af de ting, de nu skal ændre.

Tobakslobby vil forsøge at forhindre enighed

Både Ministerrådet og Europa-Parlamentet siger, at de gerne vil være færdige med forhandlingerne senest til december i år. Men står det til tobakslobbyen, ender forhandlingerne næppe før nytår.

- Efter nytår overtager det tobaksvenlige Grækenland formandskabet i EU - og så vil det være Grækenland, der skal forhandle på vegne af de 28 landes sundhedsministre, siger Ole Ryborg.

Sker det, vil slagsmålet om EU's tobaksregler formentlig kunne fortsætte et stykke tid endnu.