Regeringen har besluttet at udskyde de nye ejendomsvurderinger i et år, så de først bliver sendt ud til boligejerne i 2020.
Det vil skatteminister Karsten Lauritzen (V) ifølge DR Nyheders oplysninger i eftermiddag orientere Folketingets Skatteudvalg om.
Udskydelsen skyldes, at det nye system til at vurdere fast ejendom endnu ikke er så køreklart, at regeringen tør sætte det i gang som planlagt til næste år. Det er anden gang, de nye ejendomsvurderinger bliver udskudt.
For nogle boligejere betyder udskydelsen, at de i et år mere slipper for at betale højere grundskyld og ejendomsskat.
Men de boligejere, som på grund af forkerte vurderinger har betalt for meget i boligskatter, må vente et år mere på at få penge tilbage. Pengene forrentes i den periode.
700 mio. kr. til boligejerne
Samlet koster de to udskydelser ifølge DR Nyheders oplysninger statskassen 700 mio. kr. årligt i varigt tab. Altså får boligejerne en årlig skattelettelse for 700 mio. kr.
Det nye system til at vurdere fast ejendom skal erstatte det system, som har fået hård kritik for forkerte vurderinger. Nogle boligejere har i årevis betalt for lidt i boligskat. Andre har betalt for meget.
Socialdemokratiet ærgrer sig
De nye vurderinger skal være klar, inden nye regler for boligskat træder i kraft i 2021.
Socialdemokratiet ærgrer sig over udskydelsen.
- Det er virkelig dårlige nyheder. Vi havde ellers fået at vide, at det nye system var i god gænge, siger skatteordfører Jesper Petersen (S).