Der bliver ikke den store forskel på den politiske linje i Uddannelses- og Forskningsministeriet, selvom ansigtet på ministeren i dag er blevet skiftet ud.
Det siger den nyudnævnte uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V), der overtager posten efter partifællen Esben Lunde Larsen.
Ministeren står derfor også på mål med regeringens effektiveringskrav på to procent årligt på uddannelsesområdet - ligesom i resten af den offentlige sektor.
- Der er ikke nogen tvivl om, at jeg som nyudnævnt minister hellere ville have haft en tilførsel på to procent i bevillingerne til uddannelsesinstitutionerne. Sådan er situationen bare ikke, siger Ulla Tørnæs og forklarer, at flere penge ikke altid er svaret.
- Uanset hvordan man vender og drejer det, er vi nødt til at effektivisere den offentlige sektor, for ellers er der ikke plads til at skabe udvikling i den private sektor - og det er nu engang den, vi skal leve af.
Netop spørgsmålet om besparelser på universiteterne skulle den tidligere uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen have svaret på i et samråd allerede i morgen eftermiddag.
Ulla Tørnæs har anmodet om at få samrådet udsat, så hun har mulighed for at sætte sig bedre ind i området.