Ny regering får 22 ministre

Venstre får 13 ministre, Liberal Alliance seks og Konservative tre i den nye VLAK-regering.

Nyt regeringsgrundlag præsenteres på Marienborg . Lars Løkke, Søren Pape og Anders Samuelsen. (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2016) (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Der kommer ifølge DR Nyheders oplysninger til at være i alt 22 ministre i den VLAK-regering, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i morgen præsenterer på Amalienborg.

Venstre får 13 ministre, Liberal Alliance seks og Konservative tre i den nye VLAK-regering.

Der er 17 ministre i den nuværende Venstre-regering.

Det står endnu ikke klart, hvilke personer fra de tre partier som får tildelt de i alt 22 ministerposter. Det står heller ikke klart, hvilke nuværende Venstre-ministre der ikke længere skal være en del af regeringen.

Der er i alt 34 medlemmer i Venstres nuværende folketingsgruppe, mens Liberal Alliance har 13 folketingsmedlemmer og Konservative seks. I Venstre-regeringen er der derudover tre ministre, som ikke er medlemmer af Folketinget. Det drejer sig om forsvarsminister Peter Christensen, beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen og uddannelsesminister Ulla Tørnæs.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har på forhånd lagt op til, at han vil finde sine ministre i den nuværende folketingsgruppe, og at det derfor kan komme på tale at indkalde suppleanter for de kommende K-ministre, så selve folketingsgruppen ikke decimeres til blot at bestå af tre personer.

Med de nuværende regler vil det dog kræve, at de kommende konservative ministre helt opgiver deres pladser i Folketinget og dermed ikke har mulighed for at vende tilbage til tinget, hvis de skulle gå af som ministre før et nyt folketingsvalg.

Den nye regering præsenteres i morgen klokken 11 på Amalienborg.