Ny måling: Mette Frederiksens popularitet er styrtdykket

For første gang er vælgernes bedømmelse af statsminister Mette Frederiksen mere skidt end god.

Mette Frederiksen har på intet tidspunkt i sin tid som statsminister været mindre populær, end hun er nu. (Foto: © Bax Lindhardt, BAX)

Mette Frederiksen har været populær gennem hele sin tid som statsminister.

I hvert fald har måling på måling vist, at flere vælgere synes godt om hende end skidt. Men det billede bliver nu vendt på hovedet.

For første gang, siden hun indtog Statsministeriet i juni 2019, viser tal fra meningsmålingsinstituttet Epinion nemlig, at der er flere vælgere, der synes, hun gør det dårligt, end at hun gør det godt.

I den nyeste måling fra Epinion svarer 39 procent af de adspurgte, at de synes, hun klarer sig dårligt, mens 32 procent synes, hun gør det godt.

En helt ny virkelighed for statsministeren, der ellers har nydt endda meget høj popularitet undervejs i sin regeringstid.

Især i corona-perioden lå statsministerens popularitet højt.

I perioden omkring den første nedlukning i marts 2020 nærmest eksploderede hendes popularitet, og på bare en måned gik Mette Frederiksen fra, at 39 procent syntes, hun gjorde det godt, til at 79 procent mente, hun klarede det godt.

Siden er populariteten dalet, og her på den anden side af valget og dannelsen af den nye SVM-regering er virkeligheden altså en anden.

En dårlig nyhed for statsministeren oveni en periode med meningsmålinger, der har vist faldende opbakning til Socialdemokratiet og regeringen som helhed.

Vanskelige beslutninger

Men det er ikke udtryk for, at statsministeren og regeringen gør noget forkert.

Det mener Socialdemokratiets egen politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, i hvert fald ikke.

- Der bliver truffet beslutninger i øjeblikket, der er vanskelige, og jeg tror, det er det, man ser afspejlet i tallene.

- Man skal bare huske, at det er de vanskelige beslutninger, vi træffer i dag, der gør os i stand til i morgen at investere i vores velfærdssamfund, investere i at nedbringe ventelister og investere i et velfærdssamfund, der bliver bedre og ikke dårligere i takt med, at vi bliver flere ældre og flere børn, siger han.

Christian Rabjerg Madsen mener ikke, at menings- og popularitetsmålinger er særlig vigtige i øjeblikket. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Mette Frederiksen er stadig den partileder, som flest vælgere i undersøgelsen foretrækker som statsminister. 17 procent svarer, at de helst vil have hende som statsminister.

Det tal har dog også taget et dyk. For tre måneder siden - 21. december - foretrak 29 procent hende som statsminister. Nummer to på listen over foretrukne statsministre er i øvrigt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) med 12 procent.

Det må vel være irriterende at få sådan en start med et nyt projekt?

- Målingerne er ikke så vigtige i øjeblikket. Vi har været i regering i 100 dage, og det afgørende er, at vi har truffet vanskelige beslutninger. Det tror jeg, man kan se i tallene.